96 studerende uden praktikplads efter store match-dag

Mangel på praktikpladser til journaliststuderende

20. april, 2017 | Journalistik og redaktion

225 journaliststuderende kunne forlade store match-dag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt DR i Aarhus og TV 2 Østjylland med en praktikplads fra 1. august, mens 96 andre studerende fortsat står uden plads.

 

Der er dog stadig mulighed for de 96, idet 14 praktikpladser ikke blev besat ved store match-dag, hvor virksomhederne møder de kommende praktikanter. De ventes besat de kommende dage.

 

De studerende, som ikke fik praktikplads, fordeler sig med 55 fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles journalistlinje, fem fra Roskilde Universitet, 30 fra Syddansk Universitet samt seks fra uddannelsen som tv-medietilrettelægger.

 

Medier, der ønsker at ansætte en journaliststuderende i praktikken, der er lønnet, kan kontakte praktikvejleder Pia Færing,  pf@dmjx.dk, der koordinerer praktikken.

 

Bestyrelsen for Danmarks Medies- og Journalisthøjskole har besluttet forsøgsvis at forkorte praktiktiden fra 18 til 12 måneder med virkning fra 2019, hvis der fortsat er mangel på praktikpladser.

 

Læs hele nyhedsbrevet online