Danske Medier advarer mod overvågning af danskeres færden

Lokationslogning kan få konsekvenser for ytringsfriheden og den personlige frihed

9. december, 2016 | Leder

I debatten om, hvorvidt teleudbydere skal pålægges at registrere danskernes færden og gøre denne information tilgængelig for politiet, møder man ofte udsagn som: ”Selvfølgelig skal politiet have de bedste betingelser for at efterforske forbrydelser.” Eller: ”Jeg har ikke noget at skjule, så jeg har ikke noget problem med at blive overvåget”.

 

Men skal vi som samfund acceptere, at mere overvågning altid er bedre end mindre overvågning? Og kan vi som individer bevare en følelse af frihed i bevidstheden om, at vi bliver overvåget 24/7?

 

Det mener Danske Medier ikke.

 

Såvel retten til ytringsfrihed, herunder mediernes ret til at beskytte deres kilder, som retten til respekt for privatlivet er fundamentale menneskerettigheder, som offentlige myndigheder kun bør kunne foretage indgreb i, når der er hjemmel i lovgivningen, og det er ”nødvendigt i et demokratisk samfund” af hensyn til visse anerkendelsesværdige formål som fx den nationale sikkerhed.

 

Indgreb i vores frihedsrettigheder skal med andre ord stå i rimeligt forhold til de formål, der forfølges med indgrebene. Det følger direkte af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er en del af dansk ret.

 

Danske Medier finder derfor, at Justitsministeriets påtænkte regler om ”lokationslogning” er meget vidtgående. Reglerne begrundes blandt andet med, at politiet har behov for at kunne finde ud af, hvor potentielle gerningsmænd til forbrydelser har befundet sig på bestemte tidspunkter, og der sammenlignes med de allerede gældende regler om logning af telefonsamtaler. Med lokationslogningen får politiet også adgang til oplysninger om kommunikation via internettet og ikke kun telefonnettet.

En politisk beslutning om at benytte et så indgribende retsmiddel over for borgerne bør dog tages på et fuldt oplyst grundlag og i erkendelse af de potentielt meget frihedskrænkende konsekvenser af lokationslogning. Derfor bør der også opstilles helt klare grænser for adgangen og udnyttelsen af de indsamlede oplysninger.

 

Hvis Folketinget insisterer på at indføre krav om teleselskabernes lokationslogning, må politiets udnyttelse af oplysningerne begrænses til sager om efterforskning af meget alvorlig kriminalitet, og det må sikres, at udnyttelsen ikke kan bringe mediernes beskyttelse af deres kilder i fare.

 

Når først de mange data er indsamlet, er det nemlig fristende også at bruge dem til opklaring af mindre alvorlige lovovertrædelser som f.eks: Hvor befandt en journalist sig i dagene op til sin artikel om rufferi i Ålborg? Hvem var ellers til stede? Dertil kommer den – måske teoretiske – risiko for politisk forfølgelse af deltagere i et lovligt politisk møde. Eller, hvad nu når det er muligt, at påvise, at en person har transporteret sig en vejstrækning hurtigere end hastighedsbegrænsningen tillader. Skal vedkommende så have en fartbøde?

 

Og alene det at have data om alle danskeres fysiske færden registreret, giver en stor risiko for hacking, og hvad vil uvedkommendes adgang til sådanne følsomme data ikke kunne bruges til.

 

Justitsministeriet har ikke kunnet dokumentere, at et så vidtrækkende indgreb over for alle borgere vil have en så afgørende betydning for politiets muligheder for at opklare forbrydelser mod statens sikkerhed, at det kan opveje de alvorlige konsekvenser for ytringsfriheden og den personlige frihed. Husk på, at enhver med en smule omtanke og forsætteligt ønske om at begå noget kriminelt, nok vil være i stand til at lade sin smartphone blive hjemme. Så overvågningen vil næsten udelukkende berøre helt almindelige borgere.

 

Denne form for masseovervågning af befolkningen er et område, hvor en retsstat må træde uhyre varsomt for ikke at ende som en politistat.

Læs hele nyhedsbrevet online