EU: Internetudbyderes adblocking strider mod netneutralitet

Nye retningslinjer modtages positivt af Danske Medier

1. september, 2016 | Mobil

Adblocking centralt fra internetudbydernes side strider mod gældende EU-lovgivning, fremgår det af de netop offentliggjorte retningslinjer for netneutralitet fra EU.

 

Dermed sættes foreløbigt en stopper for flere teleselskabers annoncerede tiltag om at tilbyde adblocking til deres kunder, uden at de skal installere særlige programmer på mobilen.

 

– Det glæder os meget, at man har valgt at følge mediebranchens argumenter om, at en centraliseret blokering af visse typer indhold, uanset om det måtte være annoncer eller andet helt grundlæggende strider mod principperne i et frit og neutralt internet. Konsekvenserne for forbrugernes frie adgang til viden og vigtige services ville have været meget skadelige, siger digital chef i Danske Medier Allan Sørensen.

 

Samtidig har det naturligvis enorm stor betydning for hele den digitale branche, hvor udbuddet af indhold i høj grad er finansieret af annoncer, at man ikke pludselig får revet hele det økonomiske fundament væk under sig, tilføjer Danske Mediers digitale chef.
Retningslinjerne er fremsat af BEREC, der er sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation, der har til formål at bistå EU-Kommissionen med implementering af regulering på teleområdet.

 

De nye regler får ikke indflydelse på brugernes mulighed for selv at installere adblockere på deres enheder.

 

Læs hele nyhedsbrevet online