Faldende omsætning og overskud i Egmont-koncernen

Øget overskud i Egmont Publishing og Nordisk Film – og dårligere resultat i norsk TV 2

14. marts, 2017 | Marked og økonomi

Egmont-koncernen kom ud af 2016 med et overskud før skat på 523 mio. kr. mod 757 mio. kr. året før og med en faldende omsætning fra 11,753 mia. kr. til 11,614 mia. kr., fremgår det af koncernens regnskabsmeddelelse.

 
Det er TV 2 Norge, som trækker overskuddet ned fra 259 mio. kr. i 2015 til 83 mio. kr. i 2016. Tilbagegangen forklares med investeringer i kostbare sportsrettigheder og omkostninger i forbindelse med en større organisationsomlægning.

 
Både Egmont Publishing, der bl.a. står bag 700 bladtitler i mere end 30 lande, og Nordisk Film øgede i fjor resultatet. Egmont Publishing gav et overskud på 297 mio. kr. (270 mio. kr. i 2015) og Nordisk Film på 236 mio. kr. (215 mio. kr. året før).

 

Det fremgår af regnskabsmeddelelsen, at Egmont har digital vækst og fremgang i nye forretninger som led i strategien ”Grow with the Modern Consumer”.

 

-Vores strategi ”Grow with the Modern Consumer” har fokus på, at Egmont i stigende grad bliver en virksomhed, hvor der er sammenfald mellem medieindhold, forbrugeradfærd og teknologi, siger koncernchef Steffen Kragh.

 

Egmont donerede i fjor 97 mio. kr. til at hjælpe børn og unge samt til at støtte filmtalenter.

 

Læs årsrapporten.

Læs hele nyhedsbrevet online