Forsøg med 12 måneders praktik på DMJX ved fortsat mangel på praktikpladser

Der ventes at mangle 100 praktikpladser til journaliststuderende i år

29. marts, 2017 | Journalistik og redaktion

Bestyrelsen for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) har besluttet at ansøge Uddannelses- og Forskningsministeriet om en femårig forsøgsordning, der gør det muligt at reducere praktiktiden fra 18 til 12 måneder, hvis der fortsat er mangel på praktikpladser.

 

Det sker, fordi der i 2017 ventes at mangle 100 praktikpladser til journaliststuderende, og en nedsættelse af praktiktiden med seks måneder vil mindske behovet med ca. 100 pladser.

 

Forsøget vil kunne sættes i gang for de studerende, der optages til sommer og starter i praktik i efteråret 2019. Samtidig vil DMJX gennemføre et nyt fire-seks ugers praktikforberedende undervisningsforløb rettet mod de enkelte brancheområder, så praktikanterne er bedre forberedt til praktikforløbet.

 

Bestyrelsen udskød i december 2016 en afgørelse om praktikken, idet den ville afvente resultatet af forhandlingerne mellem Journalistforbundet og arbejdsgiverne om en ny praktikaftale. Disse forhandlinger er imidlertid udsat til efter sommerferien.

 

Hvis manglen på praktikpladser afhjælpes, vil det være muligt at undgå en permanent forkortelse af praktiktiden, skriver DMJX i en pressemeddelelse.

 

En enig mediebranche havde i høringssvar opfordret til, at praktiktiden forblev på 18 måneder.

 

Rektor for DMJX Jens Otto Kjær Hansen siger, at bestyrelsens beslutning giver skolen redskaber til at løse situationen, hvis et større udbud af praktikpladser ikke kommer ad anden vej.

 

Det handler ikke kun om at leve op til loven. Det handler om vort ansvar over for de unge, der ikke må opleve at være kommet i en blindgyde, fordi de ikke kan komme i praktik, siger rektor.
Optaget på journalistuddannelsen på DMJX er allerede besluttet reduceret med 10 pct. fra 250 til 225 studerende om året.

Læs hele nyhedsbrevet online