Fra ’Den mindst ringe’ til den venstreorienterede

’Kongen vender tilbage’, lød jubelbrølet på Dagbladet Informations kulturgang, da nyheden om Rune Lykkebergs genkomst på bladet spredte sig. Det skrev avisen selv, og så passer det jo nok

26. august, 2016 | Tæt på

Af Anders Krarup

 

Rune Lykkeberg, 42, har altid været på Information. Altså lige bortset fra de tre år fra august 2013 til august 2016, hvor Politiken lånte ham som kulturredaktør. Sådan oplever mange det i St. Kongensgade 40, hvor modstandsbevægelsens gamle avis har boet siden 5. maj 1945.

 

Men nej. Lykkeberg har en fjern fortid uden for St. Kongensgade – bl.a. på månedsbladet Press og som filosofi- og litteraturvidenskabsstuderende på Københavns Universitet. Som så mange andre måtte han krabbe sig ind i de hellige haller i St. Kongensgade.

 

Det var i 2001, hvor chefredaktøren hed Jacob Mollerup:

 

– Christian Lund (dengang kulturredaktør, nu festivalarrangør på Louisiana) havde læst et Lykkeberg-portræt af Per Højholt i Press og inviterede ham over. Og den unge student ville da godt skrive i Information, på trods af bladets meget beskedne freelance-budget. I dag husker jeg bedst, at han kunne alle genrer – og dengang var det ikke dybe analyser og kommentarer. Hvis man lige manglede et par hænder, var han altid god. Samtidig med, at han morede sig – og det gjorde vi andre også. Han var vidende og et frisk pust, siger Mollerup.

 

Lykkeberg kom aldrig tilbage til studierne. Han blev fastansat. I 2005 blev han redaktionschef på avisen med sloganet ’Den mindst ringe’ og udviklede lørdagstillægget Moderne Tider. Og begyndte, ifølge interne kilder, at gå med slips.

 

Og nu er Kongen så tilbage. Ikke som berømmet skribent og redaktionschef for kultur og weekend med en lille redaktion, men til ”drømmejobbet” som ansvarshavende chefredaktør og leder af den samlede redaktion – fra mandag til lørdag. Stedet, hvor han er vokset op og dannet – og hvor han er gået fra at være en højtråbende knægt på en redaktion, som lignede en ungdomsklub, til at være far til to og stå øverst i kolofonen. Og hvordan bliver så det?

 

Travlt er ét sikkert svar. Så travlt, at Lykkeberg i sidste øjeblik afstod fra at bidrage til dette portræt. Og med en tydeligere politisk profil: Den gamle modstandsavis skal både være ’Danmarks intellektuelle Avis’ (hvad nogle af os nu mener, den har været i mange år), og den skal være erklæret venstreorienteret.

 

-Det at være en modstandsavis kan genfortolkes til enhver tid. Og for mig er det indlysende, at Information er et venstreorienteret hus. Det er underligt, at de borgerlige aviser er så stolte over at være borgerlige, mens den eneste venstreorienterede avis i Danmark har trådt vande og tøvet på spørgsmålet om, hvor avisen står. Vi er en venstreorienteret avis, og det skal vi være stolte af. Det gør os ikke til organ for noget som helst, for det er også her, venstrefløjen skal kritiseres og have trukket bukserne ned indimellem, sagde han til velkomstreceptionen, mens medarbejderne holdt fast i champagneglassene.

 

Nu skal Lykkeberg være rigtig leder med ret og pligt til MUS og lønforhandling og ferieplanlægning og kammeratlige samtaler. På Information er batteriet af støttefunktioner lige så beskedent som freelance-budgettet.

 

Det vil Lykkeberg tackle – men på sin egen måde: ”Ledelse er ikke et fag. Dem, der tror, at ledelse er et fag og en disciplin, det er folk, der skaber et samfund af ledere og underordnede”, citerer hans egen avis ham. ”Det afgørende er, hvem du vil lede, og hvad du vil lede dem på. Og Information er sådan et sted, hvor folk er engagerede i forskellige ting, og så skal man finde ud af, hvad det er, der sker. Du sætter ikke gang i det oppefra og ned. Men du skal sætte en retning for de bevægelser, der er”.

 

Sammen med Informations direktør, Mette Davidsen-Nielsen, skal Lykkeberg sikre, at 15 måneders konstant oplagsfremgang og ikke mindst en positiv digital udvikling fortsætter. Det ser hun frem til:

 

– Rune er skarp, sjov og sin egen. Han er intellektuel uden at være verdensfjern. Både journalist og analytiker. På beatet og eftertænksom. Det gør ham til den oplagte chefredaktør og en spændende samarbejdspartner for mig, siger hun.

 

Og så hører det med, at Lykkeberg er ”GF”-fan. Forklaringen er naturligvis, at han er fra Aarhus.

 

 

Læs hele nyhedsbrevet online