Fra masse til niche

Altingets nye chefredaktør vil udvikle både nichen og bredden

7. april, 2017 | Tæt på

Af Anders Krarup

 

Forleden skrev Jakob Nielsen en Politiken-leder, der drog en drilsk parallel mellem Theresa May og dronningen i Alice i Eventyrland – hende, der tror på det umulige. Det var en af den slags ledere, der i ét stærkt billede satte BREXIT og briternes forhold til egne evner i perspektiv. Og det var måske også den sidste leder fra Jakob Nielsen.

 

1. maj tiltræder han som ansvarshavende chefredaktør på Altinget – og dermed er det slut med ledere og kommentarer.

 

– Jeg vil stadig skrive analyser, men ikke kommentarer. Altinget har en ekstremt høj troværdighed – og det skyldes også, at vi er og opfattes som politisk neutrale. Vi skal ikke fortælle folk, hvad de skal mene, siger Jakob Nielsen – og tilføjer, at der inden for analyse-rammen sagtens kan komme mere kant.

 

Ledetråden er, som Financial Times har formuleret det: ’without fear or favour’, har Jakob Nielsen allerede sagt til den 20 medarbejdere store redaktion. Danmarks største politiske redaktion på et privatejet medie i øvrigt.

 

Af sine 45 år har han tilbragt de 20 på Politiken – flest på Rådhuspladsen, men også i perioder i Bruxelles og i Washington DC. Karrieren har haft udland og opinion som drejningspunkt, og siden 2015 har opgaven også været digital udvikling som redaktionschef for politiken.dk. Og så en pæn produktion af ledere og kommentarer. Og selvom fokus nu bliver indland uden kommentarskriveri, så kommer der ingen abstinenser:

 

– EU er virkelig vigtigt for Altinget, og det spænder jo vidt. Og Altinget kan sagtens have interesse for, hvad der sker i Storbritannien, Frankrig og USA.

 

Altinget.dk kan syne lille i forhold til politiken.dk og hele koncernen bag, nærmest som David og Goliat, men Altinget er mere end det umiddelbart syner. Udover den åbne og gratis portal har Altinget 19 danske portaler, hvor der nørdes politik helt ned i detaljerne.

 

– Det er meget, meget smalt nichestof – lavet af medarbejdere, der kan deres stof ind til benet og samtidig har overblikket. Jeg tror meget på, at vinderne i fremtidens medieverden er dem, der erkender, at nettet er kommet for at blive, og dem, der finder en klar niche og formår at være brede med afsæt i deres niche. Og Altinget har netop den levedygtige forretningsmodel, fastslår den nye ansvarshavende.

 

Han afløser umiddelbart to chefer: Den ene, Rasmus Nielsen, ejer, stifter og chefredaktør i Altingets første 17, år vil fokusere på at udvikle forretningen, som siden december 2016 også rummer den danske del af Mandag Morgen; den anden, Anders Jerking, redaktionschef i otte år, er gået til Politiken for at blive administrerende chefredaktør for det nye Politiken Nicher, som vil åbne et nyhedsmedie om uddannelse og lade flere nye nichemedier følge efter.

 

I forvejen har JP/Politiken syv nichenyhedsmedier samlet i Watch Medier-gruppen, så trængslen er stigende derude i nicherne – og det tager Jakob Nielsen roligt:

 

– Altinget har erfaringen, størrelsen og handlekraften og en meget præcis defineret rolle: Bedst til politik. Jeg starter jo fra et fint niveau. Udfordringen nu er at hæve topniveauet, at arbejde med det, der stikker ud, at formidle det visuelt, når det er relevant – og at arbejde med variation i formaterne.

 

På det strategiske niveau vil Jakob Nielsen ikke blot styrke den brede og åbne portal og kerneforretningen de højt specialiserede nyhedsbreve. Han vil videre:

 

– Vi skal skabe mere læserengagement med flere læsermøder, quizaftener og morgenmøder. Vi skal møde læserne fysisk – og så skal vi da også opfinde helt nye ting. Lyd og tv – og podcast er oplagt.

 

Hjemme på Vesterbro – eller i kolonihaven ved Femøren på Amager Strand – kan de publicistiske og journalistiske diskussioner fortsætte i godt selskab. Fruen er Charlotte Harder, ledende redaktør på DR2s Deadline. Børnene er 16, 11 og tre; med den ene ser Jakob Nielsen fodbold, med den anden hører han bratsch – og Alice i Eventyrland står klar også til den yngste.

 

Læs hele nyhedsbrevet online