I kamp for den frie presse

International Media Support har kæmpet for den uafhængige journalistik i 15 år. Det er demokratierne, der er under pres, siger chefen gennem alle årene

27. januar, 2017 | Tæt på

Af Anders Krarup

 

Sig ’IMS’ og ’Jesper Højberg’ og det vækker måske ikke den store genklang – i Danmark. Men spørg journalister i en række totalitære og konfliktramte stater – og de vil kende og anerkende både International Media Support og chefen.

 

Jesper Højberg, 58, var med til at starte IMS for 15 år siden, efter at Balkan-krigen havde afsløret et brændende behov for at støtte den frie journalistik, når et samfund skal genrejses. Han brænder stadig for sagen i en grad, så han er svær at stoppe, når han bliver bedt om at forklare, hvorfor der stadig er behov for IMS. Eller rettere: behov for fri og uafhængig journalistik.

 

– Før Balkan var ideen at støtte den frie og uafhængige journalistik med træning og efteruddannelse. Det virkede bare ikke. Støtten var for ensporet og pakket ind i tungt bureaukrati.

 

– Vi så, at det var vigtigt at kunne rykke hurtigt og fleksibelt, at vi skulle være brede og internationale, og at vi skulle være komplementære og skabe samarbejde. Det var vigtigt at have udgiverne, Journalistforbundet, journalisthøjskolen og Institut for Menneskerettigheder med i kredsen, siger Højberg, som dengang arbejdede som konsulent for Udenrigsministeriets Freds- og Stabilitetssekretariat.

 

Med sin dobbelte baggrund som antropolog og journalist – det første med studier af Mayaindianerne i Mexicos regnskove, det andet på Aarhus Stiftstidende – samt omfattende erfaring bl.a. som UNESCO-udsendt i bl.a. Namibia og Zimbabwe blev han direktør for International Media Support.

 

Den første opgave var at skaffe borgerne i Afghanistan adgang til uafhængig information, da krigen begyndte i 2001. Siden kom Irak. Resultaterne var gode – og dermed kom anerkendelsen.

 

– Vi fik sparket os ind, fordi vi trak andre med ind – vi fik de relevante spillere ind på banen, siger Jesper Højberg.

 

Efter Afghanistan og Irak kom andre opgaver – der var og er rigeligt med lande, der undertrykker den frie og uafhængige journalistik – og IMS arbejder i dag i 29 lande. Nogle steder er hurtighed stadig afgørende, som fx efter jordskælvet i Nepal i april 2015, hvor kommunikationen var langt nede. IMS genetablerede sendemaster og struktur og fik også de lokale journalister til at sætte fokus på, at hjælp udefra også altid rummer risikoen for lokal korruption. Det blotlagde de lokalt – og det fik nationale konsekvenser. Andre steder er det den lange og tålmodige indsats i lokalområder, der er kendemærket.

 

– Vi arbejder i dag på tre fundamentale principper – partnerskaber, tilstedeværelse og vedholdenhed. Min meget stærke pointe er, at vi ikke kan rende rundt i lokalsamfundet uden at forstå, at problemerne skal løses sammen med andre organisationer – og helst de lokale organisationer, som konkret forstår vilkårene. Der er altid ekstremt kompetente mennesker i ethvert lokalsamfund – og hvis de ikke tager ejerskab, så kan vi komme med nok så mange gode ideer. Husk: 95 pct. af de journalister, der bliver dræbt i konfliktområder, er lokale journalister. Samtidig erkender vi, at man ikke kan ændre verden med et to-ugers kursus i undersøgende journalistik. Det tager år. Ofte fem eller ti år, for det afgørende er at sikre gode rammebetingelser i lovgivningen og i organiseringen, fastslår Jesper Højberg.

 

I denne uge er han i Zimbabwe, hvor IMS har arbejdet siden 2005 og aktuelt støtter etableringen af en udgiversammenslutning. Initiativet kommer fra journalisterne – for at kunne øge presset på Mugabe-regeringen.

 

Når Jesper Højberg ikke er på vej ud i verden, går turen fra IMS i Nørregade i København hjem til familien på Frederiksberg – fruen og de to børn på 11 og snart 16. Så kan han i vore egne frie medier konstatere, at krigen om sandheden også udspiller sig i højt gear i vores verden. At fx Tyrkiet fængsler journalister, og at Polen sætter sig tungt på kritiske medier – og at USAs præsident excellerer i Fake News og udtrykker ekstrem mistillid til den frie presse.

 

– Selv lande, der stod på den rigtige side, er jo kommet på den forkerte side. Det er ikke kun journalistikken, der er under pres. Det er demokratierne, der er under pres. Vi skal sikre, at medierne ikke bliver fanget af nye eller gamle sekteriske interesser – og sikre økonomien i medierne for at sikre integriteten, siger Jesper Højberg, som leverer sine sidste bemærkninger fra lufthavnen i Johannesburg. Derude, hvor der kæmpes for den frie presse.

 

Læs hele nyhedsbrevet online