Jakob Nielsen ny chefredaktør for Altinget

Afløser Altingets stifter og ejer Rasmus Nielsen 1. maj

23. marts, 2017 | Job og karriere

Den 45-årige digitale redaktionschef og lederskribent på Politiken Jakob Nielsen tiltræder 1. maj som ansvarshavende chefredaktør for Altinget.

 

Han afløser Altingets stifter Rasmus Nielsen, der siden starten for 17 år siden har været både chefredaktør og adm. direktør. Han vil fremover som direktør koncentrere sig om forretningsmæssig og strategisk udvikling af sine medievirksomheder.

 

Den nye chefredaktør er uddannet journalist 1994-98 og har siden arbejdet journalistisk med dansk, europæisk og amerikansk politik. Han var politisk redaktør for Politiken 2003-06 og har været avisens korrespondent i både Bruxelles og Washington. Han har endvidere været avisens indlands- og forsideredaktør. Han har også udgivet en guide til EU samt biografierne ‘Helle For Magten’ og ‘Outze i Krig’.

 

-Politik har været omdrejningspunktet for min karriere. Samtidig er jeg meget optaget af at skabe digital fornyelse. Udviklingen på det felt kommer kun til at gå hurtigere, og her står Altinget i en meget stærk position. Jeg glæder mig til at modernisere den politiske journalistik sammen med det stærke hold af journalister på Altinget, siger Jakob Nielsen i en pressemeddelelse.

 

 

-Det føles sikkert, men også offensivt at invitere Jakob Nielsen ind i redaktørstolen. Ikke bare vi, men hele det politiske Danmark kender Jakob som en kompetent, sober, bredtfavnende og velskrivende politisk redaktør, som vil kunne tilføre Altinget yderligere redaktionel flyvehøjde, siger Altingets udgiver Rasmus Nielsen.

Læs hele nyhedsbrevet online