Mimoserne vokser bedst på stenbroen

Det krævede løfte om anonymitet at få de rigtige historier frem., så de danske dagblades historie fra 1992 til 2011 kunne fortælles. En historie om opkøb, nedtur, oversete farer – og alkohol

9. september, 2016 | Tæt på

Af Anders Krarup

 

Det er i bladhusenes arkiver, man kan finde alt af historisk betydning. Alt – undtagen noget om aviserne selv.

 

Det var den første hurdle, der mødte Ole C. Jørgensen, da han for knap fem år siden kastede sig ud i arbejdet med ’Beretningen om De Danske Aviser 1992-2011’. De 780 sider udkom mandag.

 

– Bladhusene har smidt deres egen historie ud. Det er problematisk – for folks hukommelse er slet ikke så god, som de selv tror. Der er også nogle fortrængninger – og endelig er der nogle, der har deres helt egen udgave, fortæller Ole C. Jørgensen.

 

Ole C. måtte derfor ud i et langt større grave- og interviewarbejde, end både han og opdragsgiveren Dagspressens Fond, havde forudset.

 

– Specielt i København har der ofte været fire-fem helt skråsikre udsagn om den samme begivenhed. Og især omkring Det Berlingske Officin og den meget offensive opkøbsstrategi i Ole Scherfigs tid som bestyrelsesformand (1982-1999, red. anm.) var der kilder, der ikke ville stå frem. Tøger Seidenfadens periode på Politiken er der også mange udgaver af, konstaterer Ole C.

 

I provinsen har det været nemmere – de fleste steder.  Nogle kilder har dog sagt nej – både til citat og til at udlevere dokumenter. Men i enkelte tilfælde kom der alligevel hjælp.

 

– Det skete fx omkring De Bergske Blade, som Klaus Riskær jo ejede (fra december 1990 til januar 1992, red. anm.), at der pludselig lå en kuvert – uden afsender eller noget som helst. Det var meget gavnligt.

 

– Den dramatiske historie om Aarhuus Stiftstidende, som i 1994 forhandlede samtidigt med Berlingske og Jyllands-Posten åbnede jeg ved at vise Jørgen Ejbøl (daværende chefredaktør på JP, red. anm.),hvad jeg havde fået fra en anden fortrolig kilde. ’Det er da løgn’, udbrød han – og så fik jeg fuld adgang til arkiverne.

 

Ole C. vil ikke nævne andre eksempler. Men han gør ikke nogen hemmelighed ud af, at arbejdet med mange af de over 1.000 kilder var vanskeligt, selv om han også har mødt stor hjælpsomhed.

 

– Det var overraskende, at flere sagde, at de kun ville tale uden for referat. Først sagde jeg nej, men jeg måtte acceptere det, for ellers var det blevet en blodfattig bog. Men det er da pudsigt, at nogle af dagspressens folk, der prædiker åbenhed, ikke selv er så god til at åbne sig, noterer Ole C.

 

Og i samtalen bliver vi enige om, at der er et pudsigt mediefænomen, at mimoser gror bedst på stenbroen.

 

En ven fra tiden på Randers Amtsavis, tidligere kriminalkommissær Jørn Hougaard, lærte ham at være på vagt, hvis historierne blev alt for indlysende. Men det vigtigste for Ole C. var, at han selv har været med i hele perioden om journalist, redaktør og chefredaktør på ikke mindre end ni dagblade med Fyns Amts Avis som sidste station.

 

Og efter næsten fem års arbejde med de danske dagblades historie – og 53 års personlig medvirken – hvad er så det store, det overordnede indtryk?

 

Ole C. Jørgensen leverer prompte fire punktnedslag:

 

– TV 2 i 1988 regnede vi ikke for noget. Det var en stor fejl. Og senere fik vi svært ved at forholde os til nettet. Det kostede kassen – og hvad kom der ud af det? Det har omkalfatret dagbladene. Det er markant, og det er slet ikke slut.

 

– Og så det, der skete med Berlingeren. Scherfig havde held med at købe op i provinsen, men aktionærerne var helt ligeglade med dagbladsdrift. Og det gik kun værre, da Berlingske havnede på udenlandske hænder. Det var en træls udvikling, hvor man samlede meget af ytringsfrihedens talerør under en hat – og så endte det hos nogle nordmænd, som ikke havde forstand på avisdrift, og senere hos en kugleskør brite. Det er nok det mest tragiske, der er sket, lyder det fra Svendborg – men med en optimistisk tilføjelse:

 

– Det var da godt, Scherfig ikke fik købt endnu mere op – så havde halvdelen af aviserne været på udenlandske hænder!

 

Og så et indtryk mere fra de seneste 20 års dagbladshistorie:

 

– Pludselig forsvandt alkoholen. Typograferne udfasede sig selv, og der kom en ny generation af journalister. De skal hjem og hente børn – og det kan man jo ikke, hvis man lugter af alkohol. Det er en helt anden kultur.

 

Næsten fem års research, rejser og interview, skriveri og korrektur er slut – og hver eneste bladtitel, der eksisterede 1. januar 1992, har fået sin historie.

 

Ole C. Jørgensen har nøje udvalgt ’den mest sandsynlige udgave’ af dagbladenes historie. Det er ikke videnskab, men en journalistisk beretning. Og der skal nok være nogen, hvis egen udgave af historien er fravalgt, som sørger for, at fortællingen ikke er slut med de 780 sider.

 

Læs hele nyhedsbrevet online