Nej, Jyllands-Posten er ikke Muhammed-frit område

Det er over 20 år siden, Jacob Nybroe var journalist på Jyllands-Posten. Nu skal han lede avisen. Det er en læringsproces på mange planer. Fx skal han nu til at mene noget

14. oktober, 2016 | Tæt på

Af Anders Krarup

 

Egentlig er Jacob Nybroe slet ikke vant til at mene noget. I hvert fald ikke noget offentligt. ’Det har været forbudt i de job, jeg har haft’, som han nøgternt konstaterer.

 

Derfor kan det godt kaldes et paradoks, at han er den eneste i hele årets perlerække af nye chefredaktører på de danske dagblade, der fra første dag har lagt en markant ny kurs for avisen – og er blevet udsat for stærk offentlig kritik for det.

 

Reaktionerne vendte op og ned på de traditionelle fronter i meningsmagernes forhold til JP: Berlingskes Groft Sagt udtrykte forfærdelse over den ’spildte frihed’, Dansk Folkepartis Peter Skaarup beskyldte på partiets årsmøde Nybroe for ’kujoneri’ – og Weekendavisens Klaus Wiwel skrev, at Nybroe havde ’internaliseret den fatwa’, som de foregående chefredaktører havde udfordret. Informations Rune Lykkeberg forstod og anerkendte til gengæld den nye chefs nye linje.

 

Det handlede – som så ofte siden 2005 – om ’tegningerne’.

 

– Peter Skaarup citerede mig for at sige, at jeg ikke ville have bragt dem dengang. Han glemte bare tilføjelsen: ’Men jeg tog fejl’. For det var godt, de blev bragt. Den diskussion er nok den væsentligste mediehistorie i hele den demokratiske verden. Og JP skal ikke være ’Muhammed-frit område’, som nogle har læst det. Jeg har den dybeste respekt for den indsats, JP har bedrevet siden 2005. Men optagetheden af værdikampen har truet med at forvrænge nyhedsbilledet. I perioder kunne JP opfattes som et kampskrift, ikke på grund af det enkelte stykke journalistik, snarere på grund af vægt og omfang. Det er ikke vores rolle, siger Jacob Nybroe og fastslår, at Jyllands-Posten altid har været styret af væsentlighed som nyhedskriterium, men at relevans i dag er lige så vigtigt.

 

– Vi skal tilbage til et mere virkelighedsnært nyhedsbillede. Det betyder ikke, at vi holder op med at beskæftige os med værdikamp eller integration.

 

Sidst Jacob Nybroe var på JPs lønningsliste var i 1994-95; dengang da cicero-lineal og blyant var centrale værktøjer i avisproduktionen. Siden har han været tv-chef. Først på TV 2/Østjylland og siden 2000 på TV 2|Danmark som redaktionschef, nyhedschef og souschef, kun afbrudt af et år som selvstændig rådgiver.

 

Manglen på avis-erfaring er altså veldokumenteret. Og hvordan kompenserer Nybroe så for det?

 

– Godt spørgsmål! Jeg forsøger ikke at være alt for bastant i spørgsmål, jeg ikke har forstand på, lyder svaret småklukkende fra den vindblæste parkeringsplads i Viby, hvor Nybroe går rundt, mens vi taler sammen. Han er nemlig begyndt at ryge – igen. Og da det blev afsløret i kulturredaktør Palle Weis’ portræt i JP, er der ikke engang grund til at skjule det længere. ’Desværre’, tilføjer Nybroe.

 

– Der er mange på JP, der kan lave en god avis. Jeg lytter til alle gode kræfter. Meget ydmygt. Men jeg tror også, jeg kan tilføre noget fra 30 år i tv. Der er nogle fortælleredskaber, som med fordel kan anvendes på print. Vi skal hjælpe vores brugere betydeligt mere. Vi skal skabe flere indgange. Der er faktabokse og grafik i dag, men vi skal blive endnu bedre til at øge tilgængeligheden – også ved at bruge billeder bedre.

 

– Et endnu bedre spørgsmål er, hvad jeg gør for at komme på omgangshøjde på det digitale niveau. Og hvordan jeg håndterer opinionsgenren. Den skal vi digitalisere på en anden måde end hidtil. Det er en af de største udfordringer.

 

Nybroe har allerede fået flere hits og spaltemillimeter end de øvrige nye chefredaktører, der er udnævnt i 2016 – hvis vi lige undtager Politikens omtale af sin egen nye chefredaktør. Meget godt scoret af en mand, som i 20 år ikke har måttet mene noget.

 

Men det skal han så nu.

 

– Det er en personlig modningsproces. Det uhildede har altid været en forudsætning for mig. Nu skal jeg så vænne mig til, at det – måske – er interessant for andre, hvad jeg mener om verden. Dér er jeg ikke helt endnu.

 

Når huset i Odense er solgt flytter fru Helle og han hjem til Aarhus. Båden – en Luffe 37 – har allerede base i Kaløvig Havn. Forberedelserne til jobbet kan også ses på natbordet. Normalt er der skønlitteratur til en god times daglig læsning, men lige nu er der bogmærker i JP-skribenten Per Nyholms rejsebog fra Cuba og i Ole C. Jørgensens mammutværk om de danske dagblade – selv om den med sine 780 sider er direkte livsfarlig som godnatlæsning. Håndtering af fysisk farlig publicisme er stadig vigtig for JP-chefer.

 

 

Læs hele nyhedsbrevet online