Ritzaus Bureau køber Polfoto af JP/Politikens Hus

Fotonyhedstjeneste knyttes til bureauets øvrige aktiviteter under navnet Ritzau Foto

31. marts, 2017 | Medieverdenen

Ritzaus Bureau overtager 1. april Polfoto fra JP/Politikens Hus og fører aktiviteterne videre under navnet Rizau Foto, fremgår det af en pressemeddelelse.

 

Ritzau overtager Polfotos medarbejdere, know-how og samtlige billedpartnerskaber. Aktiviteterne i billedbureau­et integreres fuldt ud i Ritzaus virksomhed.

 

-Ritzaus Bureau har længe været det eneste nationale nyhedsbureau i Europa, som ikke har haft sit eget fotobureau. Derfor er det et stort og vigtigt strategisk skridt for virksomheden, at vi nu kan knytte en fotonyhedstjeneste til vores forretning, siger Lars Vesterløkke, administrerende direktør og chefredaktør, i Ritzaus Bureau.

 

-Hos Ritzau er bureauvirksomhed kerneforretningen, og i en nyhedstjeneste er tekst og billeder to sider af samme sag. Derfor tror vi på, at overdragelsen vil være til gavn for kunderne. Med et stærkt fokus på kundernes behov, vil vi finde nye veje og løsninger, der skaber værdi, siger Lars Vesterløkke.

 

JP/Politikens Hus fortsætter efter frasalget af Polfoto som en af fotobureauets største billedkunder, ligesom mediekoncernen, der er Ritzaus største aktionær, også vil være en af de vigtigste leverandører af billeder til fotobureauet.

 

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre vilkårene for overdragelsen.

Læs hele nyhedsbrevet online