Digitale medier (6)
 

Fine takter i EU’s nye regulering af det digitale marked

Analyse: Allan Sørensen, Digital Chef og EU Policy officer i Danske Medier.

EU-Kommission har nu fremsat deres forslag til ny regulering af digitale tjenester i form af to forordninger benævnt hhv. Digital Services Act (DSA) og Digital Markets Act (DMA). DSA fastsætter regler for platformes ansvar med henblik på forbrugerbeskyttelse, mens DMA har til sigte at skabe mere fair konkurrencevilkår, ved at sætte rammer for, hvad selskaber i nøglepositioner, de såkaldte ’gatekeepers’, må og ikke må. Forslagene ventes at blive behandlet i Europa-Parlamentet og senere Rådet over de kommende år.

”Der er gjort tiltag for at sikre mere fri konkurrence på det digitale marked, og det er positivt, at der tilsigtes øget transparens på sociale medier, mere gennemsigtighed om annoncer og bedre beskyttelse af bl.a. mediers kundedata. Det skaber dog noget uklarhed, at visse meget centrale regler er udlagt som punkter Kommissionen kan specificere hen ad vejen,” udtaler Allan Sørensen, EU Policy Officer i Danske Medier.

Danske Medier efterlyser klarere regulering af sociale platforme

Hvis man dykker lidt mere ned i forslagene, fremgår det dog, at DSA ikke ændrer ved det forhold, at platforme fortsat friholdes for ansvar for det indhold, som de distribuerer, hvis de lever op til krav om at fjerne ulovligt indhold, når de gøres opmærksom på det – og desuden opfylder en række krav til transparens.

DMA indeholder desuden en begrænsning mod, at EU-medlemslande selv kan indføre yderligere nationale tiltag mod gatekeepere, der ikke udspringer af EU-lovgivning. Formålet er at sikre en harmonisering af det digitale marked, hvilket letter arbejdet for en masse myndigheder og virksomheder. Ulempen er imidlertid, at hvis de EU-regler, som man i sidste ende når et kompromis omkring, viser sig at være utilstrækkelige, så er Danmark og andre lande afskåret fra at indføre egne regler på området. Det må derfor ventes, at der i det videre arbejde vil være en stor indsat for at få ændret DMA-forordningen til at være en minimums-regulering:

”Vi kunne også godt savne, at sociale medier blev pålagt et større ansvar for det indhold, de distribuerer og en mere klar beskyttelse af nyhedsmediers indhold på platformene, ligesom vi heller ikke er tilhængere af begrænsninger for, at Danmark kan indføre yderlige beskyttelse end den, som man kan blive enige om i EU. Nu vil vi nærlæse teksten og byde ind med forslag til, hvordan de gode intentioner stadfæstes bedst muligt i den endelige lovtekst, udtaler Allan Sørensen, EU Policy Officer i Danske Medier.

Det vil reguleringen betyde for medier og andre udgiver

For udgivere er det værd at bemærke, at EU’s nye regulering indeholder bestemmelser om, at det i realtid skal oplyses, hvem der har iværksat, at en reklame bliver vist samt hvilke overordnede kriterier for målretning, der er anvendt. Dette krav vil også omfatte udgivere og ikke kun de sociale platforme.

DMA skal sikre mere fair konkurrenceforhold ved at regulere digitale ’gatekeepers’ med over 6,5 mia. Euro i omsætning og mere end 45 mio. månedlige brugere eller 10.000 årlige erhvervskunder, som omfatter de største techselskaber i EU herunder Google, Facebook, Amazon og Apple.

Udgivere vil nok især bemærke DMAs artikel 5: punkt c) ”anti-app store tax” og g) ”prisgennemsigtighed i annonceøkosystemet”. Vi lister dog alle kort alle punkterne, for at give et overblik. Det foreslås i DMA artikel 5, at gatekeepere skal være underlagt krav om:

a) Ikke at samkøre persondata på tværs af egne eller andres tjenester uden brugerens samtykke.

b) Ikke at afholde erhvervskunder fra at udbyde deres ydelser via andre intermediaries på andre vilkår.

c) Tillade, at erhvervskunder kan optage kunder uden for en gatekeepers platform, men levere varen via denne. (læs: Man kan sælge uden om app store og slippe for at betale en andel af omsætningen til gatekeeperen).

d) Ikke at afgrænse erhvervskunder fra at gøre juridiske tiltag mod gatekeeperen.

e) Ikke at tvinge erhvervskunder til at anvende en særlig ID-tjeneste.

f) Ikke at tvangskoble tjenester.

g) Oplyse annoncører og udgivere om betaling fra annoncører og udgivere for annoncetjenesteydelser og hvad der er betalt til udgivere for at vise en given annonce fra hver af gatekeepers annoncetjenester.

DMA-artikel 6 omfatter krav af særlig bevågenhed for Kommissionen, som kan specificeres (ændres) senere, hvilket om noget må betegnes som en uklar lovgivning. Ikke desto mindre er der grund til at bemærke: Punkt a) ”beskyttelse af forretningsdata”; d) ”forbud mod selvpromovering”; g) ”fri indsigt i annoncedata” og i) ”fri indsigt i egne forretningsdata”.

a) Undlade at bruge data, som ikke er offentlige, fra erhvervskunders aktivitet til at konkurrere med dem.

b) Tillade, at præinstalleret non-essentiel software kan fjernes.

c) Tillade installation og brug af tredjepartsapplikationer og app stores.

d) Ikke favorisere egne tjenester i rankering eller fremtræden i andre af gatekeepers tjenester.

e) Ikke afholde brugere fra at anvende tjenester herunder internetudbydere.

f) Tilbyde interoperabilitet med operativsystem og software til andre leverandører.

g) Give annoncører og udgivere fri adgang til målesystemer og nødvendig information til at verificere annonceplads.

h) Tilbyde effektiv dataportabilitet og fortsat real-time adgang hertil.

i) Give erhvervskunder fri real-time adgang til de data, der er genereret af deres brug af gatekeepers tjenester.

j) Give konkurrerende søgetjenester adgang til slutbrugeres søgedata på rimelige vilkår.

k) Give erhvervskunder adgang til app stores på rimelige vilkår.

Gatekeepere, der bryder bestemmelserne, kan idømmes bøder på op til ti procent af årlig global omsætning.

20180905_U7A8741_SH

Allan Sørensen
Digital chef

as@danskemedier.dk
Mobil: 27 83 46 01
Dir. tlf: 33 97 42 81

Læs også

Høringssvar vedr. vilkår for Public Service Puljen

Herunder kan du læse Danske Mediers seneste høringssvar vedrørende vilkår for Public Service Puljen.

Høringssvaret dækker over emner som:

Nyhedsformater på lyd bør omfattes af PS-puljen
Behov for auditive kompetencer i styregruppen
Smidigere ansøgningsproces for lydbårne medier
Evaluering af puljen

Velkommen til Danske Mediers Nyhedsbrev

Modtag AKTUELT fra Danske Medier

Danske Mediers nyhedsbrev giver dig aktuelt indhold fra- og viden om mediebranchen. Samtidig indeholder nyhedsbrevene holdninger og nyt fra Danske Medier – herunder en fast digital klumme og information om events og kurser. 

Nyhedsbrevet AKTUELT udkommer hver fredag i ulige uger, undtagen i ferieperioder.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet samtykker du til, at Danske Medier må sende dig de valgte nyhedsbreve via e-mail. Du kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Afmelding kan ske ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevene eller skrive til  mail@danskemedier.dk. Du kan her læse mere om, hvordan vi håndterer dine personoplysninger.

Vælg nyhedsbrev