PostNord har netop meldt deres priser ud for distribution af dagblade og magasiner i 2020.
Dagbladenes omkostninger til distribution via PostNord vil stige. Taksterne i 2019 for for omdeling af et dagblad uden for byerne er i 2019 kr. 19,00 (9,00 + landtakst 10,00).
I 2020 vil distribution af et dagblad uden for byerne koste 21,00 kr. (9,50 + landtakst 11,50). Det er en stigning på over 10 procent og altså en stigning væsentlig over inflationen. For distribution i byen stiger priserne til 9,5 kr. pr stk., hvilket svarer til en stigning på over 5 procent.
Distributionsomkostningerne for magasiner stiger også, men ifølge PostNord kun mellem 10 og 15 øre pr. forsendelse for de flestes vedkommende. Dog skal udgivere med lav gramvægt være opmærksom på, at betaling for minimumsvægt er hævet fra 50 til 60 gram, hvilket betyder et yderligere tillæg på 13,5 øre pr. stk. i forhold til 2019 – altså en samlet stigning på ca. 23,5 øre.
I Danske Medier er viceadm. direktør Thomas Rønnow overrasket over de nye prisstigninger.
”Vi ser desværre, at PostNord på ny lader prisen på distribution af dagblade og magasiner stige langt ud over det niveau, som inflationen tilsiger. Det er åbenbart, at PostNord ikke ønsker at varetage distributionen af disse produkter, på trods af at de har befordringspligten.”
“De høje priser er samtidig et demokratisk problem, idet PostNords høje priser gør det prohibitivt dyrt for de private mediehuse at sende dagblade ud til abonnenterne på landet. Mediehusene er nemlig forpligtet til at levere dagbladene i hele landet på ens vilkår i henhold til mediestøtteloven.”
Vi ser desværre, at PostNord på ny lader prisen på distribution af dagblade og magasiner stige langt ud over det niveau, som inflationen tilsiger. Det er åbenbart, at PostNord ikke ønsker at varetage distributionen af disse produkter, på trods af at de har befordringspligten.
viceadm. direktør Danske Medier, Thomas Rønnow Tweet