Bestyrelsen i Danske Medier har besluttet, at det eksisterende branchesamarbejde omkring Avisen i Undervisningen ikke længere skal drives som et fælles initiativ. Beslutningen sker ikke mindst, fordi nyhedsmediernes egne aktiviteter rettet mod undervisningsverden er vokset betragteligt. Mange medier i Danmark har et publicistisk ønske om at deltage aktivt i børn og unges mediedannelse samtidig med et strategisk ønske om et tættere samarbejde med skoler og ungdomsuddannelser.
Som en konsekvens af beslutningen i bestyrelsen har Danske Medier afholdt et udbud af aktiviteterne i Avisen i Undervisningen blandt de medier, som har været med til at opbygge skoletjenesten. Aktiviteterne tæller udover domænet aiu.dk også rettighederne til indhold og aktiviteter herunder konkurrencen Nyhedsugen.
Udbuddet er vundet af Berlingske, som vil føre Avisen i Undervisningen videre.
“Vi lever i en tid, hvor det er vigtigt at have fokus på værdien af de publicistiske medier. Det gælder ikke mindst i forhold til fremtidens mediebrugere. Derfor er det glædeligt at opleve, at der blandt de danske medier og mediehuse allerede er en række tiltag og tjenester, der kan hjælpe undervisningsverdenen i arbejdet med medier og journalistik. Jeg er også sikker på, at skolerne i Danmark vil være glade for, at Avisen i Undervisningen bliver videreført af en publicistisk medievirksomhed. Det unikke i projektet er netop mødet mellem lærernes pædagogiske metode og mediernes journalistiske faglighed. Vores rolle som interesseorganisation bliver fremover at synliggøre de mange tilbud, som er i branchen, så undervisere har ét samlet sted, hvor de kan orientere sig,” siger Morten Langager, adm. direktør i Danske Medier.
Danske Medier har taget initiativ til at udgive en samlet oversigt med undervisningstilbud til grundskoler og ungdomsuddannelser fra både private og statslige medier. Oversigten kan ses på danskemedier.dk/undervisning.
Foto: Lars Bech