Radiodays finder sted fredag 2. oktober i DGI-Byen og afsluttes med den årlige Prixfest og afterparty i VEGA.
Danske Medier, DR, Radio4 og Bauer Media samler endnu engang branchen til en dag med fokus på radio, lyd, podcast, programudvikling og udenlandsk erfaring.
To nye public service stationer og flere kommercielle kanaler er kommet til, podcast er eksploderet, samtidig med at Corona-krisen desværre har sat sine spor og skabt kommercielle udfordringer for hele branchen.
Programmet tilrettelægges i et samarbejde mellem Ole Mølgaard og programgruppen, der bl.a. består af Rune Born Schwartz fra Bauer Media, Søren Brunsgaard fra Center for Podcasting; Rikke Hedman, Radio4 samt Peder Meisner, Tine Maria Borresø, Peter Nigel og Hanne Barslund fra DR. Derudover afholdes en række møder med aktører i branchen med henblik på at få sammensat så alsidigt og relevant et program som muligt.
Radiodays får tre spor, der fyldes med talere, oplægsholdere og undervisere fra både indland og udland. Festivalen vil have et stærkt fokus på, hvordan der bliver skabt kvalitetsradio – hvor mediet er minutterne værd for lytterne. Konferencen vil have et spor, der handler om, hvordan man forløser den gode historie, et spor om radio som fællesskabsmedie og et tredje spor om brugeradfærd, markedsudvikling og strategi. Efterhånden som programmet bliver til, vil man kunne følge med på Radiodays.dk.
Har man gode ideer til oplægsholdere, workshops, temaer eller andre programelementer hører vi gerne om dem på Radiodays’ Facebookside eller du kan sende en mail direkte til Ole på ok@the-crowd.dk
Udnyt early bird og kom gratis til Prix fest
Frem til 30. juli tilbyder Radiodays en særlig god pris. For kun kr. 2.895 kan man tilmelde sig Radiodays konferencen og få Prix deltagelse med uden beregning.
Medlemmer af Danske Medier, kan med en rabatkode købe koneferencebilletter til særlige medlemspriser. Rabatkoden kan rekvireres ved henvendelse til Marianne Bugge Zederkof.
Marianne Bugge Zederkof
Direktør, cand.merc.
mbz@danskemedier.dk
Mobil: 20 76 50 99
Dir. nr.: 33 97 42 31