Pressemeddelelse
Kulturministeriet har søndag meddelt, at S, RV, SF, EL og ALT har besluttet at ændre en række forhold i DR’s gældende public service-kontrakt for 2019-2023. Danske Medier finder processen omkring ændringerne besynderlig.
Kulturministeren har sammen med RV, SF, EL og ALT besluttet at ændre DR’s public service-kontrakt således, at blandt andet kravet om, at DR skal afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler fjernes. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Adm. direktør i Danske Medier, Louise Brincker, udtaler:
”Vi finder den måde, der bliver truffet beslutninger på besynderlig. På den ene side oplyser kulturministeren og regeringen, at forhandlingerne om et nyt medieforlig først vil finde sted i foråret 2020, og at man ønsker at kigge på hele medieområdet samlet. På den anden side tager man alligevel hul på forhandlingerne og beslutter at tilgodese DR ensidigt ved først at give en ekstrabevilling på 15 mio. kr. til at videreføre P6 og P8 i 2020 og siden ændre i den nuværende public service-kontrakt. Det hænger ikke sammen!
Samtidigt står vi i en situation, hvor lokale og regionale medier ikke længere kan se frem til den demokratistøtte fra 2020, som de er blevet stillet i udsigt. Vi vil derfor opfordre til, at der sker en sammenhængende drøftelse af mediepolitikken med henblik på at skabe et bredt forlig. Efter nu flere års medieforhandlingsproces er der brug for ro om mediernes rammevilkår og ikke den stop-and-go-politik, som vi ser her.”
Om fjernelsen af kravet om, at DR skal afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler, siger Louise Brincker:
”Fjernelsen af kravet om, at DR skal afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler, er et tilbageslag for arbejdsdelingen mellem DR og de frie private medier. DR løfter en vigtig samfundsopgave på mange områder, men tilrådighedsstillelsen af gratis lange online-nyheder mindsker borgernes incitament til at betale for den type indhold på de skrevne digitale medier. Og det er ikke til gavn for samfundet, hvis journalistik, som er betalt via skattekroner, udkonkurrerer de frie private medier. Mangfoldigheden i mediebilledet svækkes,” siger Louise Brincker.
For yderligere kommentarer
Adm. direktør Danske Medier, Louise Brincker, mail: lbr@danskemedier; tlf. 29 77 33 77.