Danske Medier konstaterer, at flere af vores medlemmer – i lyset af strammere samtykkeregler – ønsker at sikre en forretningsmodel ved at flytte den cookie-fri adgang bag betalingsmure.
Danske Medier har derfor set nærmere på reglerne på området og vurderer, at det umiddelbart er lovligt at tilbyde en løsning, hvor en bruger har valget mellem at tilgå annoncefinansieret indhold, som enten indebærer et samtykke til cookies til markedsføringsformål, eller at kunne tilgå samme indhold uden at afgive samtykke men mod en betaling – forudsat at en række forhold er opfyldt.
Det afgørende element i sagen er at leve op til frivillighedskravet i GDPR ved at give brugeren et reelt og frit valg. Sammenfattende bør det i den konkrete situation kontrolleres at:
• Der oplyses klart og tydeligt om de to valgmuligheder.
• Der ikke sættes cookies, før brugeren har samtykket hertil.
• Betalingen ikke er uforholdsmæssigt dyr.
• Der er tale om tilsvarende indhold med og uden samtykke.
• Betalingsadgangen må ikke omfatte krav om samtykke til persondatabehandling, som ikke er nødvendig for at give adgang til indholdet.
• Samtykkeadgangen skal omfatte individuel valgmulig til alle de forskellige formål, som der ønskes samtykke til.
Danske Mediers konklusion understøttes af en afgørelse fra det østrigske datatilsyn, men det kan ikke udelukkes, at de danske myndigheder kan vurdere anderledes.
Foreningen har udarbejdet en gennemgang af de relevante regler, som medlemmer kan rekvirere ved at kontakte: mpa@danskemedier.dk