Kære politikere, husk armslængden i medieforliget

Regeringen præsenterede i sidste uge et ambitiøst medieudspil, der indleder de kommende politiske forhandlinger og sætter hegnspælene for de næste mange års mediepolitik. Kort efter var ordførerne fra Folketingets partier samlet til en indledende præsentation i Kulturministeriet, og således er startskuddet gået til de kommende forhandlinger.  

Enhver, der arbejder bare perifært med det mediepolitiske område ved, at udspillet har været længe ventet, og at medierne mest af alt har brug for klarhed og ro om rammevilkårene. Det er derfor vigtigt, at partierne ser forbi politiske studehandler og detailstyrede lappeløsninger i et forlig, der helst skal lande bredt. 

Intentionerne og stemningen ser ud til at være god blandt de forhandlende parter. Det tegner godt – og lad endelig det gode forhandlingsklima fortsætte, så mediebranchen kan få et bredt og langtidsholdbart medieforlig, hvilket da også er den erklærede ambition fra Slotsholmen.   

Men én ting lurer som en underliggende fare i de kommende forhandlinger, hvis det skal lykkes for kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen at lande et forlig, der strækker sig godt ind over midten.  

For at få så mange som muligt ombord i en ny aftale, kan det nemlig være fristende at ”bytte lunser” for hinandens respektive mærkesager. Dette kan konkret udmønte sig i et virvar af puljer, særordninger og mere eller mindre subjektive krav til modtagere af mediestøtten, så alle kan få et aftryk i den endelige aftaletekst.  

Selvom den fremgangsmåde kan synes både logisk og rimelig i en politisk forhandling, er metoden alt andet end sund, når det gælder mediepolitikken. For der er ikke langt fra særkrav og specialpuljer til en de facto begrænsning af mediestøtten, hvor kun en særlig type vellidte medier kan få en bid af kagen. En sådan begrænsning og smagsdommeri må og skal politikerne undgå.  

Den frie presse skal betragtes som den fjerde statsmagt – instansen, der holder magthaverne i ørerne og afdækker ulovligheder og uretfærdighed, og medierne er sammen med den lovgivende, udøvende og dømmende magt med til at sikre demokratiets balance. Derfor bør mediestøtten også betragtes som demokratistøtte. 

I Danmark har vi kollektivt besluttet at hjælpe den fjerde statsmagt på vej gennem mediestøtte. Det er klogt, og sådan skal det vedblive at være. Og derfor må denne støtte nødvendigvis også hvile på nogle få objektive og transparente kriterier, så de politikere, der til en hver tid sidder på magten, ikke kun støtter de medier, som de bryder sig om, men sikrer, at alle publicistiske medier har mulighed for at modtage økonomisk hjælp til at producere journalistik.  

Særpuljer, indblanding og detailstyring er kort sagt ikke vejen frem på medieområdet. Og vi kender desværre resultatet, når den politiske indblanding bliver for stor. Fra radioområdet, hvor særprægede krav om afstand til hovedstaden skabte kimen til et meget uskønt forløb om udbuddet af en statsfinansieret radiokanal.  

Metoden i sin mest ekstreme form kender vi fra lande, hvor kun regeringstro medier støttes eller i det hele taget har mulighed for at drive medievirksomhed. Der er vi naturligvis ikke i Danmark, og vi skulle nødig bevæge os i den retning – heller ikke med små skridt. 

Så kære politikere: Husk nu armslængdeprincippet, når forhandlingerne for alvor går i gang. For jeres egen, mediernes og demokratiets skyld. Rigtig god forhandlingslyst!