Få uger efter sit 25 års jubilæum er musikeren, sangeren og komponisten Henrik Strube fratrådt som redaktør for Dansk Musiker Forbunds medlemsblad – MUSIKEREN.
Ifølge MUSIKERENs hjemmeside fratræder Henrik Strube ”i enighed med Dansk Musiker Forbund”
-Efter imponerende 25 år som redaktør af DMF’s blad MUSIKEREN, hvor bladet er blevet bygget op til en høj standard, slutter Henrik Strube, men bevarer forbindelsen og samarbejdet med DMF inden for foredrag og oplysningsvirksomhed i relation til “Pas På Hørelsen,” siger DMF’s formand Anders Laursen.
Den 64-årigeHenrik Strube, som nåede at udgive 275 numre af MUSIKEREN, siger til Musikeren.dk om erfaringerne ved at være redaktør af et fagforeningsblad i en politisk organisation:
Det er afgørende, at redaktionen har journalistisk frihed, og at det såkaldte armslængdeprincip gælder. Det er forudsætningen for troværdigheden og et levende og vedkommende blad. Friheden forvaltes selvfølgelig under ansvar.
Han fremhæver desuden, at stoffet, artikler og temaer altid skal vinkles ud fra musikernes synspunkt. ”Det er altid på den side, vi står”, siger han.