Sven Grønborg forlader posten som ansvarshavende chefredaktør for Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad 31. maj 2017, oplyser Jysk Fynske Medier.
De tre dagblade udgjorde Jyske Medier, indtil de i 2014 blev en del af Jysk Fynske Medier.
Bestyrelsen i koncernen har derfor valgt at lade Troels Mylenberg overtage chefredaktørposten på dagbladene Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad og Fredericia Dagblad, samt de tilknyttede ugeaviser og digitale aktiviteter. Det sker fra 1. juni 2017.
Troels Mylenberg er allerede i dag ansvarshavende chefredaktør for Fyens Stiftstidende, Fyns Amts Avis, Aarhus Stiftstidende og Randers Amtsavis, og dertil Danmarkssektionen, som er koncernens fælles nationale og internationale sektion.
Sven Grønborg, der selv har valgt at stoppe, skal indtil udgangen af 2017 være konsulent for Troels Mylenberg, og det er blandt andet arbejdet med at sikre fremdriften af de tre dagblade fra det tidligere Jyske Medier, Sven Grønborg skal have fokus på efter sin fratrædelse 31. maj 2017.
Direktørgruppen i Jysk Fynske Medier bliver samtidig reduceret fra otte til syv personer.