Alle og enhver kan nu bladre i mere end 200 årgange af en halv snes danske ingeniørtidsskrifter, der er udkommet fra 1892 til og med 2000.
De 310.000 sider med artikler, debat, navnestof og annoncer giver tilsammen et komplet billede af landets teknologihistorie og er nu stillet frit til rådighed for forskere og alle andre historisk interesserede via internettet.
Tidskrifterne er digitaliseret og lagt på nettet i et samarbejde mellem Ingeniørforeningen (IDA) og Mediehuset Ingeniøren som ‘ingeniørernes gave til det danske folk’. Projektet har kostet ca. 1,5 mio. kr., hvor de 200.000 kr. er indsamlet gennem crowdfunding blandt Ingeniørforeningens medlemmer, mens resten er skaffet gennem tilskud fra Ingeniørforeningen og fra en række fonde.
Det digitale arkiv rummer det oprindelige Ingeniøren (1892–1966), Tidsskrift for Elektro- og Maskinteknik (1920–1935), Tidsskrift for Ingeniør- & Bygningsvæsen (1906–1975), Ingeniørens Ugeblad (1957-1975) og det nuværende Ingeniøren (1975-2000). Desuden indgår bl.a. ingeniørforlagenes udgivelser Management, Forskning og Året Rundt i samlingen.