Morten Pihl fra Jyllands-Posten vandt Cavlingprisen 2014 for artikelserien ”Lægernes tag-selv-bord”, der afslører danske overlægers misbrug af forskningsmidler til private formål.
Det er anden gang, Morten Pihl vinder Cavlingprisen. Første gang var i 2002, da han sammen med Jakob Priess-Sørensen fik prisen for afslørende artikler om Farum-sagen.
Han vandt prisen i 2014 for i en række artikler at dokumentere bl.a., hvordan lægerne har brugt enorme beløb på private rejser og kunst.
Læs juryformanden, journalist Kirsten Pilgaards motivering af prisen til Morten Pihl.
De to andre nominerede til prisen var Politikens Anders Legarth Schmidt samt Informations Anders Gjerding, Anton Geist, Henrik Moltke og Laura Poitras
Forud for overrækkelsen blev der holdt et minuts stilhed til minde om ofrene fra attentatet i Paris tidligere på ugen.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt talte under mindehøjtideligheden og sagde bl.a.: Der er kræfter – også i vores del af verden – som ønsker at ødelægge demokratiet og derfor går målrettet mod at lamme livsnerven: Den frie debat. Det kan og skal vi ikke benægte. Men vi skal ikke lade os true. Vi skal ikke kigge væk. Tværtimod.
-Ved at bruge det frie ord, viser vi, hvad demokratiet kan. Ved i fællesskab at stå vagt om ytringsfriheden – også når det er svært – viser vi styrken ved det åbne samfund, sagde statsministeren.
-Jeg har den dybeste respekt for de valg, aviser og andre medier har truffet de seneste dage. Det berører mig dybt, at der på tusindvis af redaktioner i hele verden har siddet mennesker og diskuteret, hvordan morgendagens avis skulle se ud. Det er jeres valg. Sådan må og skal det være, tilføjede hun.