Regeringen opgiver ændringer før folketingsvalget. (Opdateret med stemmetal fra afstemning i Folketinget torsdag)
Fem partier i Folketinget ønsker, at regeringen indkalder til brede forhandlinger om en ny revision af offentlighedsloven, der som minimum skal sikre, at offentligheden ændres, så den lever op til intentionerne om åbenhed i forvaltningen.
Regeringen tog ikke imod invitationen, som kom under en forespørgselsdebat om offentlighedsloven rejst af partilederne for Dansk Folkeparti, radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.
De fem partier fremsatte et forslag til vedtagelse, der siger:
”Folketinget konstaterer, at ombudsmandens undersøgelse viser, at “indførelsen af den såkaldte ministerbetjeningsregel i offentlighedsloven i praksis har ført til væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt”, og at forliget bag den seneste revision af offentlighedsloven på den baggrund er opsagt.
Folketinget opfordrer derfor regeringen til at indkalde til brede forhandlinger om en ny revision af offentlighedsloven.
En ny revision af offentlighedsloven skal som minimum sikre:
– at offentlighedsloven ændres, så den lever op til intentionerne om åbenhed i forvaltningen
– at ministerbetjeningsreglen og folketingspolitikerreglen afskaffes
– at offentligt ejede selskaber kun kan undtages aktindsigt ved folketingsbeslutning, sådan at aktindsigt i disse ikke kan undermineres med undtagelsesbekendtgørelser
– at de fastsatte frister for svar på aktindsigtsanmodninger overholdes.”
Justitsminister Søren Pape Poulsen henviste til, at regeringen har indbudt forligspartierne bag offentlighedsloven til forhandlinger og lagt ændringer frem. Men efter at de radikale har opsagt forliget, kan regeringen ikke se muligheden for ændringer på denne side af et folketingsvalg.
Den socialdemokratiske retsordfører, Trine Bramsen, fremsatte et andet forslag til vedtagelse på vegne af regeringspartierne. Det lød:
“Folketinget noterer sig, at forligskredsen som aftalt har gennemført en evaluering af offentlighedsloven. Folketinget noterer sig endvidere, at der i forligskredsen har været politiske drøftelser med henblik på en lempelse af ministerbetjeningsreglen. Justitsministeren har oplyst Folketinget om, at det ikke har været muligt at opnå enighed i forligskredsen om at ændre offentlighedsloven. Endelig noterer Folketinget sig, at det fremgår af den politiske aftale, at en ændring af offentlighedsloven kun kan ske, hvis der mellem aftaleparterne er enighed herom.”
Både Trine Bramsen og ordførerne for regeringspartierne sagde, at ændringerne af loven i 2014 på nogle områder har begrænset offentlighedens adgang for meget, men de beklagede, at der ikke var støtte til ændringer, der fastholder, at der vil være et fortroligt rum mellem ministre og embedsmænd.
Ordføreren for det ene af regeringspartierne Christina Egelund sagde, at partiet holdningsmæssigt var enige i teksten fra de fem partier, og at partiet vil gå til valg for at få loven ændret, men partiet vil som medlem af regeringen støtte forslaget fra regeringspartierne og Socialdemokratiet.
Forslaget stillet afTrine Bramsen blev vedtaget med 58 stemmer fra regeringspartierne og Socialdemokratiet, mens 45 stemte imod. Dermed bortfaldt forslaget fra de fem partier.