Pressenævnet vil med en ny hjemmeside og et nyt logo forsøge at skabe øget synlighed om nævnets arbejde.
Samtidig har Pressenævnet fået en profil på Twitter.
Der har været flere overvejelser omkring nævnets tilstedeværelse på de sociale medier. Vi har besluttet at have en profil på Twitter, hvor de, der interesserer sig for nævnets arbejde, kan følge med og holde sig orienteret, når der offentliggøres noget fra os, siger nævnets formand, højesteretsdommer Hanne Schmidt.
På den nye hjemmeside er der fokus på at forbedre søgbarheden på Google i forhold til de kendelser, der sendes ud fra Pressenævnet, så kendelserne fremover i højere grad vil dukke op, når der søges på en given sag, oplyser nævnets sekretariatsleder Sanne Godthaab Olesen.