Den danske grundlovs paragraf 77 siger, at ”Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” – men de vise grundlovsfædre havde ikke taget højde for, at en udenlandsk censur en dag vil kunne begrænse udbredelsen af dansksproget indhold til danske borgere.
Den nye censor er Apple, som i flere tilfælde har afvist at formidle medier via Apple-store eller Ibook-store, fordi de ikke levere op til den internationale it-gigants krav. Senest har journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsen oplevet, at hans bog om hippier ikke kan komme i Ibook-store – først fordi den bragte foto af nøgne– og da kønsdelene så blev dækket med et rødt æble følte giganten sig endnu mere krænket, så forfatteren måtte opgive salget via denne kanal.
Også Ekstra Bladet har haft problemer med at komme i Apple-Store på grund af side 9-pigerne.
Apple er i dag på vej til at en dominerende position på distributionsmarkedet for redaktionelt indhold, der i omfang overgår den magt, Post Danmark i mange år af myndighederne fik lov at have på det danske marked for distribution af landsdækkende trykte medier.
Et stort antal danskere har valgt Apples tablets – og hvis danske medier vil nå dem i fremtidens digitale verden – kan medierne ikke komme uden om at bruge Apple som distributør.
Forskellen i forhold til Post Danmark er, at Apple er en international virksomhed, der udøver sin dominans over hele verden, og at der ikke er et enkelt lands myndighed, der alene kan kontrollere og regulere dens virksomhed.
Det er en udfordring, som kræver internationale løsninger. Som reglerne er i dag, kan virksomheden udøve sin censurvirksomhed, uden at nogen kan gribe ind.
Vi kan dog som brugere reagere ved at fravælge Apples produkter – ligesom konkurrencemyndighederne kan holde øje med, hvordan Apple udnytter sin dominans.
Danske Medier finder det klogt af den danske kulturminister, at han nu vil drøfte Apples censur med sine kolleger i EU. Hvis disse drøftelser kan føre til en fælles reaktion fra EU-landene overfor Apple, vil det være et vigtigt skridt frem mod at sikre, at den grundlovssikrede ytringsfrihed ikke begrænses i fremtiden. Danmark og EU kunne passende starte med at undersøge, om Apple har en dominerende stilling på det danske og europæiske marked og i givet fald, om der kan være tale om misbrug af dominerende stilling.