Dansk Industri (DI) advarer om, at der vil blive skabt færre private arbejdspladser og mindre dansk tv, hvis DR fortsat får lov at brede sig.
Chefkonsulent i Dansk Industri ITEK, Christian Hannibal, skriver i et indlæg i Berlingske med udgangspunkt i udtalelser fra kulturminister Marianne Jelved om, at ”DR skal have lov at brede sig”.
– Det er ærgerligt, at dette er kulturministerens vigtigste budskab op til medieforhandlingerne. For hver gang DR breder sig, bliver der mindre plads til private virksomheder. Det er skadeligt for balancen og mangfoldigheden på mediemarkedet, skriver Christian Hannibal.
Han advarer mod, at DR laver en streaming-tjeneste, som kan konkurrere med danskbaserede tjenester, som private medier har investeret millioner af kroner i at udvikle og markedsføre.
Han fastslår desuden, at DR naturligvis skal være til stede på nettet, men alene med DRs egne produkter.
Christian Hannibal opfordrer til, at der bliver en klar arbejdsdeling mellem den private medieindustri og de statslige medier.