Mediekoncernen Egmont havde i 2014 sit bedste år i koncernens 136-årige historie. Omsætningen steg i lokal valuta med 10 pct. til 11,6 mia. kr. Rekordresultatet før skat er 950 mio. kr. og 36 pct. højere end sidste år. Opskriften er stærkt indhold og teknologisk udvikling, der styrker Egmont på nye medieplatforme, skriver Egmont i en pressemeddelelse.
Alle Egmonts forretningsområder havde kommerciel succes: TV 2 i Norge øgede bl.a. seerandel og antal tv-abonnenter, Egmont Publishing tog markedsandele og fusionsgevinster, Nordisk Film havde salgsrekord, bogforlagene præsenterede et stærkt år, ligesom intensivt fokus på digital udvikling og innovation gav vækst.
Egmonts skærmbaserede medier er vokset til at udgøre 58 pct. af Egmonts omsætning, og 650 medarbejdere er dedikerede til teknologi og digital forretning, oplyser koncernchef Steffen Kragh.
Egmont Publishing øgede sin markedsandel. I Sverige opkøbtes Forma Publishing, og Egmont er nu ligesom i Danmark næststørste bladudgiver, mens den norske forretning er markedsleder. De engelsksprogede lande opnåede stor succes med Minecraft. I Rusland og Ukraine blev Egmont Publishing ramt af kriserne, men disse markeder udgør dog kun 5 ct. af Egmont Publishings aktiviteter.
-Vores strategi er at investere i indhold og teknologi. Teknologisk innovation har smidiggjort vores produktionsprocesser og har bragt os tættere på forbrugerne på de mange nye platforme. Nøglen til forbrugernes gunst er både at skabe appellerende film, journalistik, litteratur og underholdning, men det er også at være tilgængelig på forbrugernes mobile skærme ud over de klassiske formater, siger Steffen Kragh.
Egmonts egenkapital udgør 5.243 mio. kr. i 2014, og soliditeten udgør 45,4 pct. Egmont er gældfri.
I 2014 uddelte Egmont 84 mio. kr. til projekter målrettet udsatte børn og unge, f.eks. som hjælp til at håndtere livskriser som sorg og skilsmisse samt signaturprojektet Lær for Livet. Her deltog 100 anbragte børn og unge i 2014 i intensive læringscamps og fik en personlig mentor til at ruste dem til at tage en uddannelse. I alt har Egmont uddelt 2,6 mia. kr. siden 1920.