Forbruget af avispapir faldt sidste år med 6,6 pct., og der ventes i indeværende år et moderat fald i avispapirforbruget, fremgår det af årsregnskabet for Pressens Fællesindkøb, som holdt generalforsamling torsdag.
Der blev i alt solgt 133.197 ton avispapir i 2013. Forbruget har været faldende gennem en årrække. Således blev der i 2009 brugt 179.776 ton. Der blev i 2013 i alt solgt avispapir for 552 mio. kr.
Formanden Bjarne Munck, Berlingske, oplyste i sin beretning, at der kan ventes en mindre reduktion i prisen på avispapir i 2014 på grund af lavere administrationsomkostninger, bedre svensk kronekurs og billigere papir i restkontrakter. På længere sigt kan der ventes prisstigninger på grund af flere produktionsnedskæringer, ringe rentabilitet på fabrikkerne og en større koncentration af producenter.
Pressens Fællesindkøb har i det forløbne år omlagt sin virksomhed, så den primære aktivitet er indkøb og distribution af papirruller – mens salg af øvrige varegrupper blev nedlagt ved udgangen af 2013. /
Samtidig er foreningens lager i Århus sat til salg, mens driften af foreningens lager i Kolding er aftalt med et andet firma for en tre-årig periode.
Bjarne Munck kommenterede i sin beretning også omtale af børnearbejde hos en af foreningens leverandører. Han sagde, at det var noget, som foreningen tager stor afstand fra i enhver form, og han kunne oplyse, at leverandøren har iværksat en proces, som sikrer, at alle internationale konventioner herom følges.