Virksomheder bør betale skat af deres fortjeneste i det land, hvor fortjenesten skabes. Det er problematisk, hvis enkelte virksomheder kan undgå dette, idet de derved opnår en konkurrencefordel i forhold til andre virksomheder, skriver skatteminister Karsten Lauritzen i et brev til Danske Medier.
Organisationen havde henvendt sig til ministeren, efter at rapport fra PricewaterhouseCoopers konkluderede, at store internationale virksomheder som Google og Facebook ikke svarer skat i Danmark af deres indtjening på samme vis, som hvis samme omsætning var tilfaldet en dansk medievirksomhed.
Karsten Lauritzen skriver, at det vil være overordentligt vanskeligt at løse problemet via dansk – eller for den sags skyld nordisk – enegang. Der er derfor behov for en international løsning.
Han oplyser, at udfordringen fra den digitale økonomi indgår i OECDs projekt om bekæmpelse af international skatteudhuling og overskudsflytning.
OECD anbefaler i forhold til det digitale annoncemarked ændring af reglerne om transfer pricing dvs. reglerne om beskatning af koncerninterne transaktioner. Disse regler skal sikre, at fortjenesten placeres der, hvor aktiviteten foregår. Ifølge ministeren burde det derfor ikke være muligt at placere annoncefortjenesten i skattelyselskaber uden substans.
Han oplyser, at de enkelte lande er i gang med at implementere anbefalingerne, og han kender derfor ikke resultatet heraf endnu.
Danske Medier havde i en henvendelse til ministeren kritiseret, at milliarder af annoncekroner hvert år flyttes ud af landet uden hverken at bidrage til indhold eller i øvrigt beskatning på linje med danske virksomheder.