DF-udspil sætter gang i debat om DRs fremtid
Dansk Folkepartis udspil om beskæring af DR med 25 pct. og afskaffelsen af licensen har sammen med sagen om direktørløn til den tidligere mediedirektør Gitte Rabøl sat gang i debatten om indhold og økonomi i DR i fremtiden.
Socialdemokratiets medieordfører Mogens Jensen siger til dr.dk, at DR godt kan slankes. Han oplyser, at Socialdemokratiet kommer med et medieudspil til efteråret, og tilføjer, at partiet ikke har lagt sig fast på den økonomiske ramme for DR og andre aktører, der modtager licensmidler. Partiet vil ikke afsætte færre penge til public service end de ca. 4,4 mia. kr, staten årligt bruger service – men vil gerne se på fordelingen.
Venstres kultur- og medieordfører Britt Bager har ikke lagt sig fast på, hvor meget DR skal beskæres, mens siger til dr.dk, at de 25 pct., som Dansk Folkeparti har meldt ud, absolut ikke er urealistisk, men at partiet ikke har lagt sig fast på, om det skal være 20, 25 eller 30 pct.
Enhedslistens Søren Søndergaard vil ikke beskære DR nævneværdigt, men han tilføjer, at hvis Enhedslisten skal være med i et medieforlig, er der nogle topledere i DR, der kan se frem til en lavere løn.
Regeringen kommer med sit udspil til et medforlig omkring årsskiftet.
Også en række dagblade kommenterer i ledere DRs fremtid.
Berlingske finder, at det er en dårlig ide at opgive licensen og i stedet finansiere public service via skatten, men Berlingske er enig med Dansk Folkeparti i, at DR skal beskæres.
Politikens ansv. chefredaktør Christian Jensen skriver i en leder, at det ser sort ud for DR, og at DRs ledelse undergraver sin egen public service.
– DRs kritisable forvaltning af skatteborgernes penge kommer utvivlsomt til at koste DR dyrt i medieforhandlingerne, skriver han og tilføjer: Der findes gode argumenter for stærk public service i Danmark. DRs ledelse leverer i øjeblikket ingen af dem.
Informations lederskribent Lasse Jensen finder, at ” Dansk Folkepartis og visse mediers hævntogt mod DR ikke tager højde for, at mediebilledet er langt mere kompliceret og globalt, end at man kan reducere hovedproblemet til være ”mastodonten” DR.”, og lederskribenten forudser, at en nedskæring af DR vil give plads til udenlandske tjenester som Netflix og You Tube.
Ekstra Bladet opfordrer til, at DR bliver skåret ned til naturlig størrelse.
– Fjern det overflødige, herunder mangfoldighedsprojektet, som ikke er andet end varm luft. Lad os få noget solidt danskproduceret tv med vægt på kerneområderne drama og afslørende dokumentarprogrammer, skriver Ekstra Bladet under overskriften ”DR på skrump”.