Siden 7. november har Midtjyske Mediers netaviser, blandt andre Stiften.dk og Amtsavisen.dk, krævet abonnement, hvis man skal læse nyheder på de pågældende sites. Betalingskravet har betydet et fald på mellem 50 og 60 procent af den trafik, Midtjyske Mediers sites havde tidligere samlet set. Til gengæld er der kommet flere betalende læsere til. Det siger chefredaktør og adm. direktør Dorthe Carlsen til MediaWatch.
Et konkret eksempel på trafikfaldet er amtsavisen.dk, der er faldet fra 78.000 til 32.000 estimerede sidevisninger pr. dag fra den 6. november til den 4. december. Stiften.dk har oplevet et endnu mere markant fald fra 42.000 til 8.000 estimerede sidevisninger pr. dag i samme periode ifølge tal fra Danske Medier/Gemius.
I forhold til abonnementssalget konstaterer Dorthe Carlsen, at der kommer dobbelt så mange nye betalende kunder ind. Kunderne fordeler sig på de tre abonnementstilbud; rent net-abonnement, et med netadgang og weekendaviser og et med netadgang og samtlige aviser.
Dorthe Carlsen tør ikke give et bud på, om udviklingen i trafik og abonnementssalg vil fortsætte i samme takt, da det kun er en måned siden, at Midjyske Medier begyndte med deres nuværende betalingsmodel. På trafiksiden var et fald forventet, men der er ikke på forhånd sat procenter på.
– Betalingsmuren er ikke noget, vi skal have gavn af på kort sigt. Lige nu er der sikkert en del kunder, der tænker ”Gad vide, om de mener det alvorligt” – og det gør vi jo. Men markedet og kunderne skal vænnes til, at man skal betale for nyheder, siger Dorthe Carlsen til MediaWatch.
Nedgangen i trafik har endnu ikke kostet på annonceomsætningen, men Dorthe Carlsen ser at der kan komme en udfordring på det område. Hun håber dog, at Midtjyske Mediers netudgaver af ugeaviserne med deres sidevisninger kan være med til at hjælpe på annonceomsætningen. Ugeaviserne på nettet er fortsat gratis tilgængelige.