Danske Medier advarer imod et udkast til lovforslag, der lægger op til at udvide fortrydelsesretten fra tre til 12 måneder, og som også vil omfatte aviser, magasiner og tidsskrifter, som leveres i abonnement.
Lovforslaget undtager aviser, magasiner og tidsskrifter, når de sælges i løssalg.
– Bestemmelsen er dog desværre uden praktisk betydning, da undtagelsen ikke gælder, såfremt leveringen sker som følge af en abonnementsaftale, der i dag er den gængse salgsform for disse trykte medier, skriver Danske Medier i et høringssvar.
Danske Medier opfordrer til at overveje, om det i stedet bør være muligt at kræve betaling for de magasiner, aviser m.v., der er leveret på det tidspunkt, hvor fortrydelsesretten gøres gældende. Fordelen ved denne løsning er også, at de vil kunne afhjælpe problemet med de rabatryttere, der udnytter muligheden for at få gratis blade leveret i kortere periode.
Reglerne siger i dag, at køberen af et abonnement inden købet skal orienteres om, at der er 14 dages fortrydelsesret. Hvis denne orientering ikke finder sted, forlænges fortrydelsesretten i dag til tre måneder. Efter forslaget vil forlængelsen være til 12 måneder.