Fredag 14. december blev reklameafgiften vedtaget af regeringspartierne og Enhedslisten. Inden afgiften kan træde i kraft, skal den først godkendes af EU, og dette forventes først at ske i løbet af det tidlige forår 2013.
Folketinget har vedtaget at indføre en reklameafgift på husstandsomdelte reklametryksager.
Ugeaviser er ikke omfattet af loven, men ugeaviser skal leve op til følgende kriterier, for at være fritaget for afgiften (taget fra loven):
Stk. 2. Ved ugeaviser efter stk. 1, nr. 4, forstås husstandsomdelte reklamer, som
1) omdeles mindst to gange om måneden i mindst 10 måneder pr. kalenderår eller mindst en gang om ugen i mindst 36 uger pr. kalenderår,
2) har redaktionelt indhold fra forskellige kilder,
3) ikke har direkte tilknytning mellem det redaktionelle stof og annoncerne,
4) ikke har som formål at fremme afsætningen af et eller flere bestemte produkter,
5) redaktionelt ikke har som formål at markedsføre en bestemt virksomhed,
6) har et hovedformål med udgivelsen, som ikke er kommerciel reklame,
7) er omfattet af medieansvarsloven og
8) indeholder minimum 25 pct. redaktionelt stof målt i gennemsnit over fire fortløbende omdelinger.
Stk. 3. Er den enkelte ugeavis opdelt i mere end én sektion, skal det klart fremgå af såvel sektionsforsiden som sidehovederne, at sektionen er en entydig del af ugeavisen, og paginering skal angive avistitel, sektionsnummer og fortløbende paginering inden for sektionen. Alle sektioner skal være fremstillet af samme papirmateriale. Sektionerne skal hver for sig opfylde betingelserne i stk. 2, nr. 2-7.
Lovens fulde tekst kan findes her: http://www.ft.dk/samling/20121/lovforslag/L50/som_vedtaget.htm#dok
Af lovens tekst fremgår det i stk. 3, at ugeaviser godt må udkomme i forskellige sektioner, der er selvstændigt pagineret. De enkelte sektioner skal være fremstillet af samme papirmateriel, men der kan godt være forskel på format, papirvægt, papirfarve og kantskæring mellem de enkelte sektioner. De skal blot være trykt på avispapir i avisrotation, ikke glittet papir.
Afgiften skal opkræves af distributøren, og afgiftssatsen er kr. 4,00 pr. kilogram reklame, dog er afgiften kr. 2,00 pr. kilogram reklame, der er trykt på blomstermærket papir og af blomstercertificeret trykkeri.
For året 2013 er afgiften uden blomstermærke dog kr. 3,00 pr. kilogram reklame.
Inden afgiften kan træde i kraft skal loven først godkendes af EU, dette forventes at ske i løbet af første kvartal 2013, når den endelig dato er klar vil vi sende en ny orientering om dette.
Henvendelse
Eventuelle spørgsmål i denne forbindelse kan rettes til Adam Rue, ar@danskemedier.dk eller telefon 3397 4216