Liveblogging
Danske Medier rådgiver om alle aspekter af medieetik og -jura, d.v.s. de regler, der vedrører den redaktionelle virksomhed, herunder om aktindsigt i forvaltningen og hos domstolene, freds- og ærekrænkelser, kildebeskyttelse, udtaleret og kæreadgang ved domstolene, og de vejledende regler for god presseskik.
Herunder har vi samlet relevant information om liveblogging. Har du spørgsmål til mediejura, kontakt vores fagmedarbejder på området. Find kontaktoplysninger nedenfor.
Højesteret har i forbindelse med en straffesag i 2019 slået fast, at en detaljeret og samtidig offentlig gengivelse af tiltaltes og vidners forklaringer under et retsmøde som udgangspunkt er i strid med retsplejelovens regel om, at vidner skal afhøres hver for sig og ikke må høre andre vidners forklaringer. Dette forhindrer imidlertid ikke almindelig reportage fra en retssag – heller ikke, når denne foretages samtidig med retsmødet. Højesterets kendelse bør derfor ikke fortolkes unødigt restriktivt.
Efter retsplejelovens § 32, stk. 3, kan redaktører og redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattet af medieansvarsloven, lovligt transmittere tekst under retsmøder, medmindre retten har nedlagt et konkret forbud.
Liveblogging omfatter principielt enhver form for reportage i realtid, både den mere eller mindre ordrette gengivelse af det passerede og journalistens overordnede indtryk af begivenheden. Højesteret bruger imidlertid kun begrebet liveblogging til at omtale det, der i straffesager kan være problematisk, nemlig en ”detaljeret og samtidig transmission af tekst til offentligheden”. Under retsmøder kan der være tale om løbende publicering på mediernes respektive hjemmesider med tiltaltes og vidners forklaringer. Højesteret bemærker, at der til forskel fra ”almindelig journalistisk reportage i medierne” typisk vil være tale om ”en gengivelse uden redaktionel bearbejdning”.
Retsplejelovens § 32, stk. 3, omfatter teksttransmission i bred forstand og kan både omfatte privat korrespondance, fx afsendelse af tekstbeskeder via email eller sms til redaktionen, og offentlig gengivelse fra retshandlingen, som liveblogging.
Højesteret bemærker, at retsplejelovens bestemmelse om teksttransmission skal læses i sammenhæng med den grundlæggende regel om separate vidneafhøringer. Reglerne har til formål at sikre, at vidner så vidt muligt ikke har detaljeret kendskab til de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og andre vidner, før de selv skal afgive forklaring.
Selvom der er nedlagt forbud mod liveblogging, kan det fortsat være muligt at rapportere fra retsmødet. Dvs. at man som journalist under retsmødet kan formidle sine indtryk af de afgivne forklaringer uden direkte at gengive, alt hvad der er forklaret, samt i øvrigt indtryk af de pågældende personers fremtoning m.v.
Københavns Byret behandlede 28. august 2019 en sag mod en mand, der er tiltalt for en seksualforbrydelse i den københavnske teknik- og miljøborgmesters hjem. Byretten bestemte, at pressen ikke måtte liveblogge fra tiltaltes forklaring. Nogle journalister opfattede dette som et totalforbud mod samtidig gengivelse fra forklaringen, hvilket efter Danske Mediers vurdering er en overfortolkning. Medierne kunne således udmærket have bragt retsreporternes overordnede indtryk af tiltaltes forklaring samt information om fx tiltaltes udseende og optræden.
Redaktionelle medarbejdere har udtaleret inden retterne træffer afgørelser om teksttransmission under retsmøder, herunder liveblogging, ligesom det er tilfældet i forbindelse med dørlukning, referatforbud og navneforbud. Udtaleretten fremgår dog ikke udtrykkeligt i retsplejeloven, men fremgår af retspraksis; Østre Landsret fastslog i en kendelse af 22. december 2020 i den meget omtalte drabssag fra Bornholm, at Retten på Bornholm først burde have truffet en afgørelse om forbud mod liveblogging, ”efter, at anklager, forsvarerne og de tilstedeværende repræsentanter for pressen havde haft mulighed for at udtale sig.” Denne vigtige kendelse er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen, U 2021. 1058. Journalister kan endvidere kære kendelser om forbud mod teksttransmission til en højere ret efter retsplejelovens regler.