Endnu et fokusområde for metodeudvalgets arbejde den seneste tid, har været evaluering og udvikling af interval for vejningen af data i Dansk Online Index.
Kort fortalt handler det om, at alle panelister ved hvert månedsskifte tildeles en vægt baseret på panelets struktur den foregående måned. Imidlertid lever panelet hele tiden. Panelister falder fra, og nye kommer til. Her er princippet således, at nye panelister i en given måned, tildeles en gennemsnitsvægt fra den foregående måned.
Metodeudvalget har identificeret, at der er et mønster i at panelister med relativt høje vægte udskiftes hyppigere, og over en måned altså erstattes af nye panelister ”kun” med gennemsnitsvægt. En effekt af det er, at det samlede univers – antallet af online brugere – falder, set over en periode på en måned.
Derfor har metodeudvalget sammen med Kantar Gallup analyseret muligheden for at overgå til en ugentlig vejning af panelet. Ud over at give et mere stabilt onlineunivers set over en måned (og uge) er en yderligere gevinst ved denne justering, at målingen vil blive mere følsom og dermed mere præcis, overfor markante enkeltstående udsving i trafikken, f.eks. ved unikke begivenheder eller lignende på en given dag.
Metoden evalueres i september med henblik på implementering fra Q4.