Af Anders Krarup
Jura og journalistik kan være temmelig uforenelige størrelser. Den gensidige skepsis kan være markant. Juristerne har juraen og domstolene. Journalisterne har den offentlige domstol. “The Public Opinion doesn’t have a Law Degree”, som en punchline i House of Cards præcist trækker modsætningen op.
Men siden 1962 har journalisterne kunnet hente juridisk førstehjælp hos mediejuristen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Først hed han Knud Aage Frøbert, fra 1998 Oluf Jørgensen – og siden november 2014 har navnet været Vibeke Borberg.
Dermed har journalisterne ikke bare fået en ny rådgiver. De har også fået en forbundsfælle i kampen for øget offentlighed. Hendes ph.d.-afhandling slog et sådant slag for øget indsigt i domstolenes virksomhed, at det fik en højesteretsdommer til nærmest at nagle forfatteren.
Men der står ikke kun ‘mere offentlighed’ på Vibeke Borbergs arbejdsplan. Aktuelt forsker hun i retsområdet personlighedsret. Det er – journalistisk tolket – nærmest det modsatte: der er behov for at sætte nye grænser for privatlivet, mener hun:
– Vores privatlivsbeskyttelse stammer fra 70erne og tager ikke højde for, at digitaliseringen og internettet giver mulighed for at komme meget tæt på vores privatliv. Det område trænger i den grad til en revision. Og det samme gælder medieansvarsloven fra 1992 – også inden medierne blev digitale, siger Vibeke Borberg og peger på flere paradokser:
– Digitale medier skal tilmelde sig frivilligt for at være omfattet af loven, men det er et kludetæppe af medier, der er tilmeldt – lige fra de store netaviser til Facebook-sider og Twitter-accounts. Det er et stort problem, at medieansvaret for de nye typer medier ikke er ensartet.
Tilmeldingsordningen er måske ikke kendt nok, og ind i mellem dukker der jo sager op, hvor medier ikke er tilmeldt og derfor ikke er omfattet. Et eksempel er Den Korte Avis, som ofte går tæt på indvandring og enkeltpersoner. Lige præcis sådanne medier er der et behov for, at man kan klage over. Men det kan man så ikke.
– En anden ting er det paradoksale i, at skolebladet på dine børns skole – der måske laves af 7. klasse – automatisk er omfattet af loven – og dermed kildebeskyttelsen. Det er jo en rettighed, som vi opfatter som helt fundamental, men som altså kun gælder for de medier, der er omfattet af loven eller tilmeldt Pressenævnet.
Vibeke Borberg afviser, at det kan klares med en lappeløsning. Der bør laves et udvalgsarbejde, som også Folketingets arbejdsgruppe om medieetik og -ansvar, der blev nedsat efter Se & Hør-sagen, foreslog.
– Der er jo også røster om, at medier skal straffes hårdere, når de går over stregen. Jeg er ikke nogen stor tilhænger af at straffe medier, men man kunne godt se på kompensationsniveauet til mennesker, der uberettiget har været en tur i mediemøllen, mener hun.
Vibeke Borberg har tre arbejdsområder: det første er forskning og formidling som forskningschef i medieret. Det andet er undervisningen. Og det tredje er at hjælpe journalister – op mod ti styks om dagen:
– De har spørgsmål om hele det journalistiske arbejdsfelt – og aktindsigt er et stort emne, som ikke er blevet nemmere med den nye offentlighedslov. Og så er der jo kommentarer til medieretlige spørgsmål.
De juridiske diskussioner kan hun roligt tage med hjem til funkisvillaen på Frederiksberg. Husbond Christian Johansen er advokat med speciale i byggeri og infrastruktur.
I øvrigt: medieetik er også Vibeke Borbergs ansvar. Og den har det godt. Sådan generelt.
– Medierne er meget opmærksomme på de etiske problemstillinger og ønsker at opføre sig ordentligt. Men der er også ting, de sagtens kan blive bedre til. Vi er godt tjent med medier, der går tæt på, men vi bør også kunne kræve medier, der erkender, når noget går galt. Det ville hjælpe på det troværdighedsproblem, som medierne har. Sig dog undskyld.
