AI-pressemeddelelse
 

Danske Medier lancerer tiltag, der skal styrke medier overfor AI-udviklingen

Pressemeddelelse

Ophavsretten og bedre transparens i træning af AI-værktøjer skal sikres. Det er nogle af hovedpunkterne i en række tiltag fra Danske Medier, der skal styrke frie mediers vilkår i en verden med kunstig intelligens.

I sommer nedsatte Danske Medier en taskforce bestående af medlemmer og eksperter fra branchen, der skulle kortlægge både dilemmaer og politiske tiltag i forbindelse med udviklingen i kunstig intelligens, som med store og hastige skridt er i fuld gang med at ændre mediebranchen.

I løbet af efteråret har taskforcen dykket ned i, hvordan AI påvirker og ændrer mediernes vilkår på godt og ondt i forhold til det ophavsretlige og kommercielle område. Nu kan Danske Medier præsentere resultatet i form af en række anbefalinger og initiativer, der bliver grundlaget for foreningens videre arbejde med kunstig intelligens. Et af de centrale punkter i tiltagene handler om mediernes rettigheder, herunder ophavsretten, i forbindelse med træningen af sprogmodeller, ligesom punkterne læner sig op ad EU’s kommende regulering af kunstig intelligens.

”I takt med, at udviklingen i kunstig intelligens går lynende stærkt, samt at teknologien bliver en stadig mere integreret del af både mediernes forretningsudvikling og redaktionelle processer, er det helt afgørende, at vi håndterer de udfordringer, der også følger med. Det gælder især spørgsmålet om ophavsret og vederlag ift. mediernes indhold i træningen af AI-værktøjer. Mediebranchen skal udnytte de nye muligheder, men samtidig have en kritisk tilgang til alt, der kan skade tilliden mellem borgere og medier som garant for troværdig oplysning,” siger Marianne Bugge Zederkof, konstitueret adm. direktør i Danske Medier.

Christina Blaagaard, formand for Danske Medier og medlem af styregruppen for foreningens arbejde med AI, mener, at medierne befinder sig i en brydningstid som følge af den teknologiske udvikling. Netop derfor er behovet for at sikre håndhævelse af frie mediers rettigheder meget presserende, fortæller formanden.

"Med gennembruddet for Open AIs Chat GPT for godt et år siden, blev det tydeligt, at de store sprogmodeller kommer til at udgøre både en kæmpe mulighed for både medier og andre brancher, men også endnu en eksistentiel trussel fra techgiganterne, efterhånden som teknologien konsolideres omkring de store spillere. Det er afgørende, at de frie medier på samme tid favner AI og tager stilling til både vores retstilstand og vores forretningsmæssige udfordringer. Da platformene meldte deres ankomst og adtech overtog en massiv del af mediernes levebrød, fik vi ikke reageret med rettidig omhu. Det skal vi gøre denne gang,” siger Christina Blaagaard.

Formanden understreger, at det handler om at tage ansvar for publicistisk indhold i en verden, hvor misinformation florerer, og hvor store sprogmodeller indtager en hastigt voksende magtposition.

”Det handler om, at vi af publicistiske og demokratiske årsager tager et ansvar for distribution og værdiansættelse af valideret indhold i en malstrøm af misinformation. Og det handler om, at vi tidligt sætter ind og markerer i forhold til regulering og tolkning af gældende lovgivning. Med de store sprogmodeller er vi i regulatorisk nyt farvand, og vi har et ansvar for at navigere i den virkelighed, der udspiller sig nu."

Kontakt:

Josefine Anker
Pressekonsulent

joa@danskemedier.dk
+ 45 61 77 08 43

 

Læs også

Dagbladet Børsen: “Afgørende at fange det, der virker i momentet”

Med blikket rettet mod at være uundværlig for de danske virksomheder har Dagbladet Børsen haft solid vækst i de senere år. Vi har talt med ansvarshavende chefredaktør Nikolaj Sommer om strategien bag husets udvikling, og visionerne for fremtiden på et mediemarked i hastig forandring.

Høringssvar vedr. udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om registrering af og adgang til oplysninger om ejere i Erhvervsstyrelsen

Danske Medier har modtaget Erhvervsstyrelsens høring vedr. ejerregistreringsbekendtgørelsen og ønsker at fremkomme med bemærkninger hertil. De foreslåede nye bestemmelser i bekendtgørelsen er efter foreningens vurdering mere restriktive i forhold til mediernes rolle i et demokratisk samfund end påkrævet efter 6. hvidvaskdirektiv. Der er derfor behov for justering af bestemmelserne, således at de bedre imødekommer offentlighedens behov for kritisk og uafhængig erhvervsjournalistik.

Velkommen til Danske Mediers Nyhedsbrev

Modtag AKTUELT fra Danske Medier

Danske Mediers nyhedsbrev giver dig aktuelt indhold fra- og viden om mediebranchen. Samtidig indeholder nyhedsbrevene holdninger og nyt fra Danske Medier – herunder en fast digital klumme og information om events og kurser. 

Nyhedsbrevet AKTUELT udkommer hver fredag i ulige uger, undtagen i ferieperioder.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet samtykker du til, at Danske Medier må sende dig de valgte nyhedsbreve via e-mail. Du kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Afmelding kan ske ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevene eller skrive til  mail@danskemedier.dk. Du kan her læse mere om, hvordan vi håndterer dine personoplysninger.

Vælg nyhedsbrev