Medieforbrug
For Danske Mediers medlemmer er det vigtigt at få dokumenteret medieforbruget gennem valide oplagstal, læsertal, lyttertal, besøgstal og brugertal. Det er denne massive dataopsamling og -analyse, der danner grundlag for prissætning og samhandel i mediebranchen.
Læsertal
Den officielle måling for læsertal i Danmark er Index DK, der drives i fællesskab af Danske Medier og Kreativitet & Kommunikation via Index DK I/S selskabet. Målingen omfatter hverdagsaviser, søndagsaviser, lokale ugeaviser, fagblade, magasiner, ugeblade, e-papers og en række øvrige medieplatforme såsom outdoor, biograf og de største nyhedswebsites.
Mange fagblade, magasiner og tidsskrifter er for små til meningsfuldt at deltage i den officielle måling for læsertal i Danmark Index DK, der kræver en vis størrelse for at rapportere læsertallet validt. Derfor har Danske Medier etableret Danske Mediers Oplagskontrol, der tilbyder 3. parts validering og dermed publikationernes kontrollerede oplag.
Lyttertal
Radiolytning i Danmark bliver målt gennem et panel og består af to parallelle målinger. Målingerne udføres i et branchesamarbejde mellem en række medier, Danske Medier Research og en ekstern leverandør.
Målingen omfatter både en elektronisk baseret måling i form af et PPM panel, der leverer ugentlige lyttertal og en CATI måling der bidrager med lyttertal på de lokale og regionale stationer.
Podcastindex er en måling af podcastforbruget i Danmark. Målingerne foretages af Danske Medier Research i samarbejde med Berlingske Media, DR, Politiken, Bauer Media og RadioIIII.
Læs mere om de forskellige målinger:
Hver onsdag udgiver Fifty5Blue en pressemeddelelse med informationer om radiolytningen til de landsdækkende radiostationer fra den forgangne uge.
4 gange om året (i januar, april, juli og oktober) udgives endvidere en pressemeddelse med informationer om radiolytningen til de regionale og lokale radiostationer, baseret på Gallup Lokalradio Index.
Podcastindex er den nye officielle liste over brugen af danske podcastudgivelser. Listen er offentligt tilgængelig, åben for alle udgivere af podcasts, og indeholder grundlæggende sammenlignelig statistik for brug af podcasts i Danmark.
www.podcastindex.dk
Webtrafik
Dansk Online Index er den officielle måling af danskernes brug af internettet via PC og på mobile platforme. Indekset giver både det overordnede billede af den samlede danske internettrafik for tilmeldte sites, og et detaljeret indblik i brugen af alle væsentlige internetsider i Danmark.
Dansk Online Index omfatter alle typer af devices, og det er således muligt at kigge både på tværs af platforme og dykke ned i de enkelte platforme individuelt. Dansk Online Index opgør også den demografiske sammensætning af den danske internettrafik.
Målingerne drives af Danske Medier Research med Gemius som leverandør.

