Bliv en del af Mediekonkurrencen
Mediekonkurrencen er et landsdækkende undervisningsprojekt, der engagerer skoleelever fra 6.-10. klasse i journalistik og medieforståelse. Projektet løber fra uge 38-46.
Danske Medier går nu ind i Mediekonkurrencen – til gavn for medlemmerne og demokratiet.
Projektets formål er at styrke indsatsen for digital dannelse og kritisk tænkning blandt børn og unge, hvilket er særligt vigtigt i en tid, hvor et komplekst mediebillede med falsk indhold stiller nye krav.
Ved at gå ind i projektet giver Danske Medier medlemmerne mulighed for at deltage og indgå i projektet.
Initiativet afspejler vores ambition om at arbejde for at genopbygge tilliden blandt den yngre befolkning og styrke den digitale dannelse, så forskellen mellem de frie medier og techplatformene står tydeligere for de kommende generationer.
Målet er at få endnu flere skoler og medier på tværs af landet til at tilslutte sig initiativet. Derfor søger vi nationale, lokale og regionale medier blandt medlemskredsen, der omkostningsfrit vil være med til at styrke unges medieforståelse og demokratiske dannelse.
Hvad handler Mediekonkurrencen om?
Mediekonkurrencen er et landsdækkende undervisningsprojekt, der løber fra uge 38-46. Projektet engagerer skoleelever fra 6.-10. klasse i journalistik og medieforståelse.
Klassen/eleverne tilmelder sig ”et medie” – f.eks. jeres medie – og udarbejder herefter deres egen version af jeres avis, som trykkes i 200 eksemplarer og leveres til skolen. Formålet er at give eleverne indsigt i nyhedsformidling, styrke deres kildekritik og demokratiske deltagelse.
Når aviserne er færdige, sender vi eksemplarer til jer.
Herefter udvælger I jeres vinderklasser (én fra 6.-7. klasse og én fra 8.-10. klasse) og arrangerer en lokal fejring.
I 2025 er temaet “valg”, hvor eleverne skal arbejde med historier om kommunalvalg og demokratiske processer.
Derfor skal I være med
- Skab et større tilhørsforhold til fremtidens mediebrugere – f.eks. via besøg på redaktionen eller oplæg fra en journalist.
- Giv unge en stemme – f.eks. ved at bringe en udvalgt elevartikel i jeres avis eller træne dem i at skrive læserbreve og deltage i den offentlige debat.
- Fejr ansvarlig journalistik – lav en lokal begivenhed med fejring, musik, sponsorstøtte fra lokale virksomheder mv.
Hvad indebærer det?
- Udpeg en kontaktperson til dialog med sekretariatet
- Indryk evt. annonce / opsætning af plakat i lokalområdet
- Let kontakt med deltagende klasser (f.eks. ved journalistbesøg)
- Vælg jeres top-3 blandt de deltagende klassers skoleaviser
- Arranger en lokal fejring (I modtager 5.000 kr. i støtte)
- Evt. redaktionel dækning af konkurrencen

