Ankesagen mod Google om krænkelse af Jobindex’ rettigheder trækkes tilbage efter, at parterne har indgået forlig.
I september 2024 valgte Danske Medier og Jobindex at anke Sø- og Handelsrettens dom af 27. august 2024, som frifandt Google for at krænke Jobindex’ rettigheder i forbindelse med tjenesten “Google for Jobs”. Efter en konstruktiv dialog har parterne netop indgået forlig, hvorfor Danske Medier og Jobindex har trukket ankesagen tilbage. Forligets indhold er fortroligt.
Sagens parter udtaler enstemmigt, at de er glade for, at sagen har fundet sin afslutning og henviser til det positive forløb under forligsdrøftelserne og parternes fælles ønske om at opretholde en konstruktiv dialog fremadrettet.
Funktionen Jobs i Google Search blev skabt for at gøre jobsøgning så enkel som muligt, hjælpe folk med at finde relevant information og lede dem videre til hjemmesider med relevante jobtilbud. Vi er derfor glade for, at sagen nu er blevet løst gennem et forlig og desuden gennem en meget god og konstruktiv dialog
Geordy Kitchen, Director of Product Management hos Google
Danske Medier og Jobindex er tilfredse med forliget og ser derfor ikke et behov for at få prøvet sagen i anden instans. Vi står som altid til rådighed for Danske Mediers medlemmer, hvis dommen i første instans skulle blive bragt op i fremtidige sager
Danske Mediers adm. direktør, Dicle Duran Nielsen



