Pressemeddelelse
Årets generalforsamling i Danske Medier bød på valget af to nye bestyrelsesmedlemmer og kiggede tilbage på et år, hvor mediebranchen er blevet udfordret af den ulige konkurrence med techvirksomhederne og manglende respekt for ophavsret.
Danske Medier har i dag afholdt sin ordinære generalforsamling. Her blev Anne Marie Kindberg og Jens Nicolaisen valgt som nye bestyrelsesmedlemmer. Anne Marie Kindberg er direktør hos Alrow Media, der står bag Altinget og Mandag Morgen, og Jens Nicolaisen er administrerende direktør hos Sjællandske Medier. Ved samme lejlighed er Alex Nielsen, administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør hos Mediehusene Midtjylland, trådt ud af bestyrelsen efter mange års tro tjeneste for de private danske medier.
Ved generalforsamlingen indledte formand for Danske Medier, Christina Blaagaard, med at kigge tilbage på et år, hvor Danske Medier har strømlinet sin organisation for at fokusere på kerneopgaven – at forbedre rammevilkårene for medlemmerne. Og der er mange kampe, der skal kæmpes i en tid, hvor især kunstig intelligens og de internationale techvirksomheders dominerende position kaster skygger ind over mediebranchen og sætter de publicistiske mediers vilkår under pres.
”I det år, der er gået, har Danske Mediers organisation gennemført et kæmpe arbejde for at skærpe vores fokus på netop den dagsorden, der er nævnt her. Det har været en proces, der blev åbnet med ansættelsen af Dicle Duran Nielsen som ny direktør for foreningen. En proces som har været løftet forbilledligt af en administration, der i dag står tilbage mindre, men stærkere og langt mere fokuseret,” sagde Christina Blaagaard.
Private publicister sikrer mediepluralismen
I sin beretning pointerede formanden desuden, at det er de private publicister, der sikrer mediepluralismen i Danmark. En pointe, som i de seneste uger er blevet bekræftet af nye forskningsresultater.
De lokale og regionale medier er de største bidragsydere til mediernes fødekæde, som også er styrket af en underskov af specialiserede nichemedier, der dækker steder, hvor public service aldrig vil komme, og som løfter vigtige samfundsrelevante emner. Derfor er det ikke kun de frie og uafhængige mediers vilkår, men også fundamentale samfundsværdier, der er på spil i disse år.
”Som publicister skal vi tage ansvar for vores indhold, og vi skal være ydmyge over for vigtigheden af, at almindelige mennesker har tillid til, at vi gør netop det. Vi skal tage ansvar for at udvikle vores forretningsmodeller, så de er tidssvarende og formår at ramme balancen mellem integration af teknologiske muligheder og udfordring af samme. Vi skal i højere grad samarbejde indbyrdes og med vores teknologiske mod- og medspillere,” lød det fra formanden.
Ifølge Christina Blaagaard forudsætter det dog, at medierne ikke er alene om at tage ansvar for, at der er økonomisk grundlag for overhovedet at drive privat publicistisk virksomhed:
”Det kræver, at det politiske liv, tech-sektoren og public service-institutionerne også forstår og respekterer de grundlæggende spilleregler, som er nødvendige for, at vi kan eksistere. Det gælder respekt for ophavsretten, for konkurrencesituationen, og at man også fra politisk hold understøtter mediernes uafhængighed.”
Læs mere her:



