Medlemmerne i World Association of News Publishers, en af de mest indflydelsesrige internationale medieorganisationer, har netop valgt Stig Ørskov som vicepræsident. En udnævnelse, der kan få stor betydning for de danske medier.
Danske Medier bliver nu repræsenteret i den øverste ledelse af World Association of News Publishers, en af de mest indflydelsesrige internationale medieorganisationer. Ved organisationens netop afholdte verdenskongres i Glasgow, hvor 600 udgivere, redaktører, journalister og andre ledende nyhedschefer fra hele verden deltog, blev adm. direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov udpeget til vicepræsident.
Det skete i forbindelse med valget af en ny bestyrelse for World Association of News Publishers, hvor Fernando de Yarza López-Madrazo, præsident for det spanske mediehus Henneo, blev udnævnt som ny præsident. Han efterfølger Michael Golden fra New York Times.
Stig Ørskov, der også er næstformand i Danske Medier og formand for Danske Medier Arbejdsgiver, betegner valget som et entydigt resultat af Danske Mediers mangeårige og store engagement i det internationale samarbejde.
”Det er en stor, stor ære at få lov til kæmpe for verdens frie medier i regi af World Association of News Publishers. Pressefriheden er under angreb mange steder i verden i disse år. Desto større er behovet for, at vi står sammen for at sikre, at journalister og udgivere kan bevare retten til og muligheden for at tjene verdens samfund med uafhængig journalistik og oplysninger, der er baseret på fakta. I en tid med store udfordringer for pressen, er der også enorme muligheder. I World Association of News Publishers håber vi med konferencer og internationale netværk at kunne bidrage til at forløse de frie mediers potentiale med udveksling af ideer og viden på tværs af lande og verdensdele,” siger Stig Ørskov.
Stor betydning for Danske Medier
Valget af Stig Ørskov som vicepræsident for World Association of News Publishers kan have stor positiv betydning for den danske mediebranche, siger adm. direktør i Danske Medier, Morten Langager.
”World Association of News Publishers er den mest betydningsfulde internationale organisation for aviser og nyhedsudgivere i verden, og det er en stor fordel også for Danske Medier, at vi har en repræsentant placeret i toppen af organisationen. Det vil give os førstehåndsviden om journalistikkens vilkår i verden samt indsigt i den digitale udvikling, der præger, inspirerer og til dels også udfordrer mediebranchen,” siger Morten Langager.
Om World Association of News Publishers
World Association of News Publishers er en global organisation for verdenspressen, som både samler enkeltvirksomheder og nationale udgiverorganisationer. Udover 3.000 medievirksomheder, som er direkte medlem, består World Association of News Publishers af 80 medlemsforeninger, der repræsenterer 18.000 publikationer i 120 lande.
Missionen for World Association of News Publishers er at beskytte journalister og udgiveres rettigheder over hele verden med formålet at sikre frie uafhængige medier.
Foto: PR-foto / JP/Politikens Hus