Nyhed
Kulturministeriet har udskudt sanktionsbestemmelserne for overtrædelse af EU-reglerne om politisk reklame til efter kommunalvalget, Det er et skridt i den rigtige retning, som skaber den nødvendige klarhed for de private medier på den korte bane.
En ny EU-forordning skal gøre politiske reklamer mere gennemsigtige. Forordningen vil gælde fra den 10. oktober i år og stiller en række krav til de private medier.
Det er umiddelbart en god idé i en tid med fake news og manipuleret indhold. Problemet er imidlertid, at reglerne er enormt komplicerede og stiller så store tekniske krav til medierne, at det i praksis vil tvinge mange af dem til helt at afstå fra at bringe politiske reklamer og dermed virke stik imod hensigten. Derfor er vi i Danske Medier glade for, at kulturminister Jacob Engel-Schmidt har valgt at udskyde håndhævelsen af sanktionsbestemmelserne herhjemme indtil 1. januar 2026. Det betyder, at de nye regler ikke får indflydelse på kommunalvalget den 18. november i år.
“Det er vigtigt, fordi der op mod kommunalvalget allerede er en del af vores medlemmer, der har haft dialoger om politiske reklamer, uden at de var vidende om, at det her kunne være på vej fra EU’s side. Det ville ellers skabe forvirring om, hvilke regler der gælder og hvordan vi skal indrette os. Så det er godt, at de bliver skubbet til efter kommunalvalget,” siger administrerende direktør i Danske Medier, Dicle Duran Nielsen, i et interview til NB-Kommune.
Vigtigt med langsigtede løsninger
Udsættelsen af sanktionsbestemmelserne er vigtig på den korte bane. Men Danske Medier har i dialogen med ministeren understreget vigtigheden af at etablere langsigtede og bæredygtige løsninger. Det er afgørende at tænke fremad, da der også vil være behov for holdbare rammer efter kommunalvalget.
Her anbefaler Danske Medier, at tilsynet bør være reaktivt, hvorfor Radio- og tv-nævnet kun skal reagere på konkrete indberetninger. Der bør desuden lægges særlig vægt på den forvaltningsretlige vejledningspligt, så medievirksomhederne har mulighed for at indrette sig.
Danske Medier vil fortsætte dialogen med Kulturministeriet og Slots- og Kulturstyrelsen.
Fakta om nye regler: politiske reklamer
De forslåede ændringer af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed m.v. giver mulighed for at fastsætte nærmere regler i relation til EU-forordning 2024/900 om politisk reklame og om mediefrihed. Formålet er at sikre, at borgere tydeligt kan identificere politiske reklamer og forstå, hvem der står bag dem.
Brugeren skal kunne se følgende oplysninger:
– Reklamen skal klart angive, at den er af politisk karakter
– Navnet på den enhed eller person, som finansierer reklamen.
– Oplysninger om den politiske kampagne eller det emne, som reklamen relaterer sig til.
– Desuden skal det fremgå, om reklamen er målrettet, og der skal gives adgang til detaljer om, hvilke kriterier der er anvendt.
Udgiver af reklamen skal ved henvendelse kunne oplyse:
– Kontaktoplysninger på den enhed eller person, som finansierer reklamen.
– Det beløb, som er brugt på reklamen, og kilden til disse midler.
– Den periode, hvor reklamen vil blive udbredt.
– Specifikke målretningsteknikker – herunder detaljer om de data og metoder, der er anvendt til segmentering.
Dertil:
– Medierne skal indhente samtykke til brug af oplysninger til målretning.
– De medier, som udgiver de politiske reklamer, er forpligtet til at opbevare alle informationerne og eventuelle ændringer i en periode på syv år efter den sidste udgivelse. Disse oplysninger skal stilles til rådighed efter anmodning.
Kilde: Forordning 2024/900
Læs mere her:
Debatindlæg: Nye EU-krav kan true demokratiet, da de presser medier til at afvise politiske reklamer
(Altinget)
Kulturminister vil have EU-Kommissionen til at udskyde nye regler om politisk reklame
(MediaWatch)
Minister udskyder straf til medier, som bryder nye EU-regler
(MediaWatch)
Kommunalvalg går fri: Straf for politiske reklamer udskydes
(Journalisten)
Minister skyder genvej: Udsætter sanktioner for politisk reklame til efter KV 25
(NB-Kommune)



