Workshops i samarbejde med Microsoft
Disinformation, cybersikkerhed og fremtidens newsroom
Den digitale udvikling byder på store muligheder for mediebranchen, men også på udfordringer som cybertrusler, hacking, deep fake og misinformation. Derfor sætter Danske Medier og Microsoft fokus på cybersikkerhed og den digitale mediefremtid med tre workshops, der giver medieansatte indsigt og værktøjer til deres daglige arbejde.
Oplægsholderne til kurserne offentliggøres til august og frem mod de forskellige kurser og vil udgøre både internationale og hjemlige eksperter.
Workshops tid og sted
1. Disinformation i krig og fred
Onsdag 31. august – Jysk Fynske Medier
kl. 9-11.45
Ruslands hybridkrigsførelse i Ukraine og operationer mod allierede signalerer et komplekst sikkerhedslandskab: Ondsindede cyberangreb og målrettet disinformation smelter sammen i koordinerede kampagner og underminerer den demokratiske samtale. Samtidig fører den hastige udvikling indenfor kunstig intelligens til udbredelse af syntetisk indhold og såkaldte ’deepfakes’, der på nye måder udfordrer, hvad vi ser og hører som ’fakta’. På den første workshop dykker vi ned i de seneste tendenser indenfor disinformation, og drøfter, hvordan vi bedst sikrer mediebranchen og adgangen til en fortsat fri og faktabaseret nyhedsstrøm.
2. Cybersikkerhed og medierne
Onsdag 12. oktober – Det Nordjyske Mediehus
kl. 9-12
Center for Cybersikkerhed vurderer, at truslen fra cyberkriminelle og spionage er meget høj, og avancerede cybervåben er i dag en dagligvare, som hackere let kan hente ned fra det mørke nets hylder. Ransomware rammer både store og små organisationer, og i dag er spørgsmålet ikke kun, om du har data af værdi for hackeren, men om data har værdi for dig. Verden over udsættes frie medier og civilsamfund for cyberangreb, og også i Norden og Danmark oplever vi en stigende cybertrussel. På den anden workshop gennemgår vi cybersikkerhedslandskabet, de mest kendte angrebsmetoder og giver gode råd til, hvordan medierne bedst beskytter egne systemer og data.
3. Fremtidens newsroom
Onsdag 9. november – Berlingske Media
kl. 14-17
Mediebranchen oplever en høj teknologisk forandringshastighed, der giver nye redskaber til at researche, formidle og distribuere information. Digitalisering og diversificering af nyhedsstrømmen medfører store mængder information, som kræver en stadig mere præcis og relevant formidling. På den tredje workshop vil vi se på perspektiverne i at anvende digitale løsninger i fremtidens newsroom, for eksempel til at få indsigt og overblik over store datamængder, real-tids transskribering og oversættelse, samt effektiv håndtering af information i både lyd, billeder og tekst til at sikre relevant formidling – uanset kanal.
Tilmelding
Tilføj deltagere pr. workshopdag i formularen nedenfor. Dvs., at du udfylde deltagerformularen for hver workshop, du ønsker at tilmelde dig.
Det er muligt at betale med kort eller at få en faktura tilsendt. Deltagere vil modtage praktiske informationer om program og tilmelding via deres e-mail.
Medlem?
Tilmelding er gratis for medlemmer af Danske Medier, der kan anvende rabatkoden DMMEDLEM som betaling til sidst i formularen. Der er et no-show fee på 500 kr., ved afbud senere end 24 timer før den tilmeldte workshop.