Den dramatiske udvikling på fodboldbanen lørdag aften fik heldigvis en under omstændighederne lykkelig afslutning. Undervejs blev der dog bidt negle hjemme i sofaerne og på stadion, og ønsket om at høre godt nyt om Christian Eriksen fik de største danske nyhedssites til at blive rødglødende.
Trafikken umiddelbart efter Christian Eriksens kollaps var så massiv, at flere mediers hjemmesider havde problemer med at følge med de mange besøgende. Weekenden igennem steg besøgstallene på de største danske nyhedssites med næsten 60% i forhold til weekenden før.
Det er tal fra Dansk Online Index, som viser den massive trafikforøgelse til Dr.dk, TV2.dk, BT.dk, Ekstrabladet.dk og TV2’s apps Nyheder og Sport.
Det er da nok også rimeligt at antage, at langt de fleste både på stadion og hjemme i stuerne under afviklingen af 2. halvleg snarere end at se på den fodbold, som pludselig var så ligegyldig, spejdede efter nyt om Christian Eriksen.