Kulturministeren har meldt sine fokusområder for de kommende medieforhandlinger ud. Danske Medier bifalder, at regeringen vil gøre en indsats for de regionale og lokale medier, der er økonomisk udfordrede med stærkt faldende annonceindtægter.
Kulturministeren har lørdag meldt ud, at fokus i de kommende medieforhandlinger er ønsket om at fremtidssikre de danske medier, så de kan levere det kvalitetsindhold, der er afgørende for vores kultur og demokrati. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.
Adm. direktør i Danske Medier, Louise Brincker, udtaler:
”Det er dejligt at se, at kulturministeren lægger vægt på, at bevaringen af dansk kultur og demokrati bl.a. sker gennem de regionale og lokale medier og samtidig anerkender det økonomisk pres, de er under. De regionale og lokale medier er kittet i vores nærdemokrati som formidler af den lokale samtale og vagthund overfor de lokale beslutningstagere.
Ministeren peger endvidere på, at regeringen ønsker at styrke dansk public service som værn mod det kommercielle candyflossindhold, som streamingtjenesterne producerer, og hun lægger samtidig op til en drøftelse af, hvad public service er. Den drøftelse deltager vi gerne i fra Danske Mediers side. Det at producere public serviceindhold er ikke forbeholdt DR. Der er mange, der kan levere indhold, der oplyser borgerne om samfundet på den platform, hvor de er. ”
Om kulturministerens ambition om at indgå en bred medieaftale mellem Folketingets partier, siger Louise Brincker:
”Det er vældigt positivt at høre. Der er brug for en bred medieaftale, så der kommer politisk ro for landets medier. Zig-zag kurs mellem forskellige ideologiske holdninger til medielandskabets aktører og deres finansieringsforhold er opslidende for alle parter. Såvel på Christiansborg som i mediebranchen. Medierne har brug for at kunne koncentrere sig om det, de er sat i verden for: Bedrive journalistik og sikre oplysning til borgerne om samfundet. Lokalt, regionalt, nationalt og internationalt. Borgerne på deres side har krav på adgang til dansksproget journalistisk kvalitetsindhold. ”
For yderligere kommentarer
Adm. direktør Danske Medier, Louise Brincker, mail: lbr@danskemedier; tlf. 29 77 33 77.