08.03.2022_Mediehuset Ingeniøren_portrætter_01_Christina Blaagaard_0545_foto af Cecilie Bach
 

Danske Mediers formand afklarer misforståelser om medieansvarsudvalget

Nyhed

Christina Blaagaard, Danske Mediers formand, afklarer misforståelser om udvalget og understreger sin modstand mod juridiske beføjelser over for medierne.

Der er i dele af det offentlige rum opstået forvirring om, hvad Søren Pinds såkaldte medieansvarsudvalg egentlig har arbejdet med, og hvad vi i Danske Medier mener om det.

Nu kan man ikke med rimelighed forvente, at alle læser den meget lange rapport, så lad mig opklare nogle punkter. 

Udvalgets opdrag blev ændret undervejs. Først hed det sig i kommissoriet, at man skulle undersøge en medieombudsmand efter svensk forbillede. Det lød som en fin ide. 

Befolkningens kendskab til de regler, medierne er underlagt, kan blive langt bedre, end tilfældet er, og de presseetiske retningslinjer bør opdateres løbende. Det er branchen og fagets eget ansvar, og det tager vi gerne på os. 

I januar 24 skiftede opdraget imidlertid på udvalgsformandens foranledning, og en ombudsmand skulle nu varetage alt fra bloggere, ikke nærmere præciserede aktiviteter på sociale platforme og i forvejen velreguleret journalistik. Vi sad nu med et oplæg foran os, hvor en statslig institution skulle håndtere alt godt fra havet, hvilket vi som medier ikke har meget med at gøre. Det kan for så vidt være fint nok. Men vi sad også med et oplæg, der var fuldstændig uspiseligt i forhold til pressefriheden, og som ville have betydet statslige beføjelser, der var helt uhørte i et demokratisk land. 

Dele af udvalget gik derfor ind i kampen for at mindske den skade og søge at beskytte det eksisterende medie ansvarssystem. Det lykkedes. 

Den institution, der nu står tilbage i oplægget, forholder sig alene som debatskabende i forhold til medierne. Der er imidlertid også lagt op til enkelte juridiske beføjelser i forhold til medierne, og den del af oplægget tager Danske Medier og Danske Journalistforbund meget kraftigt afstand fra. Det kan ikke understreges nok. Danske Medier støtter ikke, at en statslig institution skal kunne rejse, føre eller indtræde i sager mod medierne.

At et andet medlem af udvalget Stig Kirk Ørskov har valgt både at kritisere de juridiske beføjelser og den debatfaciliterende opgave, ændrer ikke på det forhold. Stig Kirk Ørskov støtter at en ombudsmand kan debattere andre end medierne. Forskellen ligger altså alene i, hvem der må debatteres, hvis man skulle ende med at oprette sådan en størrelse.

Er sådan en ombudsmand så en god ide? Som rapporten er endt, er der utrolig mange spørgsmål, der skal besvares, før det kan afklares. Jeg har som repræsentant for medierne haft fokus på en ombudsmands eventuelle beføjelser over for disse. Det er alene den del, der har været mit mandat. Men når arbejdet på et eller andet tidspunkt eventuelt skal udmunde i politik, kan det blive vanskeligt at se, hvordan en statslig institution skal arbejde med “en ny ansvarsnorm” for almindelige menneskers ytringer uden at det kommer på kant med menneskerettighedskonventionen. 

Det kan også være meget vanskeligt at se, hvordan man skal forholde sig til så forskellige aktører i det offentlige rum samtidig. Udvalget blev kaldt ‘medieansvarsudvalget’, og vi brugte en voldsomt stor del af tiden på at diskutere medieaktører i gammeldags forstand. Aktører der allerede er underlagt velfungerende regulering. 

Men det reelle ønske om at håndtere alt muligt andet gør både navnet på udvalget og på den foreslåede ombudsmand voldsomt misvisende. Platformsombudsmand havde været mere retvisende. 

 

Af

Christina Blaagaard

Formand, Danske Medier

Læs også

Vi skal stå sammen mod big tech

Sammenhold er værn mod tech-koncernernes ”del og hersk-strategi,” lyder det fra DJ-formand, Danske Medier-direktør og DPCMO-direktør.

Velkommen til Danske Mediers Nyhedsbrev

Modtag AKTUELT fra Danske Medier

Danske Mediers nyhedsbrev giver dig aktuelt indhold fra- og viden om mediebranchen. Samtidig indeholder nyhedsbrevene holdninger og nyt fra Danske Medier – herunder en fast digital klumme og information om events og kurser. 

Nyhedsbrevet AKTUELT udkommer hver fredag i ulige uger, undtagen i ferieperioder.

Ved tilmelding til nyhedsbrevet samtykker du til, at Danske Medier må sende dig de valgte nyhedsbreve via e-mail. Du kan til enhver tid trække samtykket tilbage. Afmelding kan ske ved at klikke på linket i bunden af nyhedsbrevene eller skrive til  mail@danskemedier.dk. Du kan her læse mere om, hvordan vi håndterer dine personoplysninger.

Vælg nyhedsbrev