Rådgivning fra Danske Medier. Nulmoms og lønsumsafgift for elektroniske aviser.
Folketinget vedtog tirsdag lovforslaget, der indebærer, at elektroniske aviser fra 1. juli 2019 kan sælges momsfrit – samtidig med at der skal betales en lønsumsafgift på 3,54 pct. af salgsprisen.
Det er de samme regler, som gælder for trykte dagblade og dagbladslignende publikationers momsfrihed og lønsumsafgift.
Momsfriheden og lønsumsafgiften omfatter nyhedsmedier, som opfylder en række kriterier. Hovedkriterierne er:
- Publikationen skal primært læses på grund af sit indhold af aktuelt nyhedsstof
- Publikationen skal henvende sig til videre (almen) kreds af læsere
- Publikationen skal behandle et bredt emneområde.
Loven omfatter både de trykte avisers elektroniske udgaver, men også aviser, der alene leveres elektronisk og ikke modsvares af en trykt avis, kan være omfattet, hvis kriterierne er opfyldt.
Hvis et abonnement på en avis også omfatter andre ydelser end selve den elektroniske avis, vil de resterende dele af abonnementet være omfattet af nulmomsen, men det er en forudsætning, at avisen er hovedydelsen.
Salg af enkeltstående artikler vil ikke være omfattet af nulmomsen, men der skal opkræves moms af salgsprisen for artiklen (men ikke lønsumsafgift).
Medier skal ikke søge om nulmoms. Hvis en virksomhed mener, at dens leveringer lever op til kriterierne for at være omfattet af nulmomsen, kan virksomheden levere sine aviser med nulmoms og betaling af lønsumsafgift.
Hvis en virksomhed vil være sikker på, at Skatteforvaltningen er enig i virksomhedens vurdering, kan virksomheden anmode Skatteforvaltningen om bindende svar, der som udgangspunkt gælder fem år frem.
Administration af nulmoms og lønsumsafgift
Nulmomsen træder i kraft 1. juli 2019. Alle abonnementer, der faktureres før 1. juli 2019, skal som hidtil pålægges moms – uanset om de omfatter leveringer efter 1. juli 2019.
Abonnementer, der faktureres fra 1. juli 2019 og senere, skal ikke pålægges moms, men der skal betales lønsumsafgift heraf.
Hvis en virksomhed sælger abonnementer af en længere varighed, har de mulighed for at fakturere abonnenten i rater, så den del af abonnementet, der faktureres efter 1. juli 2019, er momsfri og belagt med lønsumsafgift.
Køberne af abonnementer kan fratrække købsmoms på fakturaer udstedt før 1. juli 2019 med moms, men vil efter 1. juli 2019 ikke kunne fratrække udgifterne. Lønsumsafgiften kan ikke fratrækkes direkte hos køberen.