Debatindlæg af Dicle Duran Nielsen, administrerende direktør i Danske Medier.
Problemstillingen er uløselig. Udviklingen går for stærkt. Regulering vil kvæle innovationen. Og medier og kulturliv må vænne sig til en fremtid, hvor den økonomiske bæredygtighed gradvist udhules.
Sådan lyder strømmen af postulater, der i disse måneder præger debatten om kunstig intelligens.
Den fortælling er ikke bare forfejlet – den er farlig.
For frie og uafhængige redaktionelle medier er ikke en luksus. De er hjørnestenen i de europæiske demokratier. De sikrer borgerne adgang til pålidelig information og gør det muligt at træffe beslutninger på et oplyst grundlag.
Og netop dét er på spil i mødet med de globale techvirksomheder og den eksplosive udvikling i generativ AI.
I dag ser vi, hvordan indhold produceret af medier og kreative erhverv i vidt omfang anvendes til at træne AI-systemer – uden samtykke, uden transparens og uden betaling. Samtidig integreres dette indhold i nye tjenester, som flytter værdi væk fra dem, der har skabt det indhold, som tjenesterne står på skuldrene af.
Det er ikke en naturkraft. Det er et reguleringsspørgsmål. Og det kan løses.
Danske Medier har blandt andet sammen med søsterorganisationer i 13 europæiske lande fremlagt en række anbefalinger, der tilsammen kan genoprette balancen. Men tre af dem skiller sig ud som egentlige gamechangere.
For det første: en formodningsregel
I dag ligger bevisbyrden reelt hos rettighedshaverne. De skal dokumentere, at deres indhold er blevet anvendt – ofte i systemer, hvor der ikke er indsigt. Det er uholdbart.
En formodningsregel vil vende bevisbyrden, så det er techvirksomhederne, der skal dokumentere, at de ikke har anvendt beskyttet indhold.
Det er ikke radikalt. Det er sund fornuft.
For det andet: opt-in i stedet for opt-out
De nuværende regler for tekst- og datamining er skabt i en anden teknologisk virkelighed. I dag kan indhold udnyttes i massiv skala, med enorme kommercielle gevinster. Derfor bør udgangspunktet være klart: Kommerciel brug af ophavsretligt beskyttet indhold kræver tilladelse.
Vi skal tilbage til det ophavsretlige udgangspunkt og princip – ikke fortsætte en glidebane, hvor rettigheder udhules i praksis.
En opt-in-model vil medføre en rimelig betaling. Og denne betaling vil ikke kunne fastsættes som blot pay-to-crawl (betaling for at høste) eller pay-per-use (betaling per brug), da det vil være for snævert og centreret om en specifik form for brug.
Det afgørende for valg af betalingsmodel må være, at det er techvirksomhederne, der kommercielt udnytter andres indhold, og som samtidig har det nødvendige indblik i både anvendelse og forretningsomfang.
Derfor bør betalingen være omsætningsbaseret – som vi kender det fra kollektiv rettighedsforvaltning – så modellen er fremtidssikret og administrerbar, og så vi sikrer at betalingen følger værdiskabelsen.
For det tredje: final offer arbitration – bindende voldgift
En af de største risici ved den nuværende situation er langvarige og komplekse retssager, der skaber usikkerhed og bremser både innovation og investeringer.
Med en model for bindende voldgift kan tvister afgøres hurtigt og effektivt. Begge parter fremlægger deres bedste tilbud, og en uafhængig instans træffer en afgørelse.
Det skaber incitament til rimelige løsninger – og sikrer fremdrift.
Disse tre tiltag er ikke teknologifjendtlige. Tværtimod. De er forudsætningen for en sund udvikling, hvor innovation og rettigheder går hånd i hånd.
Hvis vi accepterer præmissen om, at AI ikke kan reguleres meningsfuldt, overlader vi i praksis kontrollen til de stærkeste globale aktører. Hvis vi derimod insisterer på klare regler, gennemsigtighed og rimelig betaling, kan vi skabe et økosystem, hvor både teknologi og kvalitetsindhold trives.
Det kræver politisk mod. Men først og fremmest kræver det, at vi afviser fortællingen om, at problemet ikke kan løses.
For det kan det.
Og løsningerne ligger lige foran os.
